Hvad betyder WBFSH for Dansk Varmblod?

Dansk Varmblod er medlem af paraplyorganisationen WBFSH, World Breeding Federation for Sport Horses. Hvad arbejdes der med i organisationen, og hvilken betydning har DV’s medlemskab for forbundet?

 

 

Sidste år fejrede World Breeding Federation for Sport Horses sit 30-års jubilæum. Paraplyorganisationen for alverdens ridehesteavlforbund tæller i dag 86 avlsforbund, og Dansk Varmblod har været medlem fra organisationens start. 

I 1999 blev Dansk Varmblods formand Jan Pedersen valgt til præsident for organisationen, og det er han fortsat. Sammen med H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er protektor for WBFSH, blev de fejret i anledning af deres 25-års jubilæum ved årsmødet i WBFSH i Portugal sidste år. 

Under bestyrelsen, der tæller seks personer, sidder executive committee, og her er DV’s direktør Claus Hansen medlem. Dette er en arbejdsgruppe, som arbejder med mange forskellige emner, og kommer med anbefalinger til information og godkendelse i bestyrelsen. 

 

UVM er forbundets flagskib

De fleste kender til eksistensen af WBFSH hovedsageligt fordi organisationen, sammen med det internationale rideforbund, FEI afvikler verdensmesterskaber for unge spring-, dressur- og militaryheste. Det er udelukkende de avlsforbund, som er medlem af WBFSH, som kan stille med heste i disse verdensmesterskaber. Hvor UVM i dressur er stærkt reguleret og afvikles i et godt samarbejde med arrangørerne, er UVM på Zangersheide for springhestenes vedkommende ikke helt reguleret på samme vis, og det store antal wildcards som arrangørerne sælger, giver en skævvridning i forholdet mellem de deltagende avlsforbund. Blandt andet derfor udviklede WBFSH for to år siden holdverdensmesterskabet, Studbooks Trophy, som blev afviklet på Longines Tops International Arena i Valkenswaard. Desværre sprang arrangørerne fra efter to års succesfuld afvikling, og nu arbejdes der på at finde en ny arrangør. 

WBFSH driver også en egen rangliste i de tre olympiske discipliner: dressur, springning og military. Her præmierer man hvert år avleren af den mest succesfulde hest, målt på informationer om hestens points optjent ved internationale stævner i FEI. Samtidig bringes en rangliste over optjente points fordelt på avlsforbund, samt en rangliste over avlshingste ud fra afkoms optjente points i FEI-regi. 

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen er præsident for WBFSH. Foto: Ridehesten.com

 

Forslag og informationer

- Det er vigtigt at huske på, at WBFSH er en samling af avlsforbund, som man kan vælge at være en del af, hvis man mener, det giver menig for forbundet, fortæller Claus Hansen og uddyber: - WBFSH kan ikke regulere eller bestemme noget i de enkelte forbund. Fra WBFSH’s side kan man dele viden, opfordrer til handlinger i de enkelte forbund, men organisationen har ikke nogen ret til at bestemme, hvordan de enkelte avlsforbund skal agere. 

- Der er ikke en stor administration. WBFSH er hovedsagelig drevet af medlemsforbundene med to fastansatte, Nadine Brandtner, general manager og Morgane Libotte, sekretær og presse, fortæller Claus. Som medlem af Executive Committee deltager han hver måned i et teamsmøde med sine kolleger, og én gang årligt mødes de fysisk. Og det har han været ved månedsskiftet. 

- Der er nogle interessante diskussioner og informationer, som vi får indsigt i og viden om, når vi er en del af WBFSH. Informationer og ny viden, som også kommer Dansk Varmblods avlere til gode. Og så er det jo i høj grad også vigtigt, at vi er medlem af WBFSH for at kunne sende unge dressur-, spring- og militaryheste til UVM, hvor vi jo især i dressur har haft stor succes. En succes, som vi også har oplevet det i springning ved Studbooks Trophy. Det giver værdifuld reklame for vores heste også i udlandet, udtaler Claus Hansen. 

Læs hele artiklen i magasinet Ridehestens august udgave. 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram