Storslået finale med 11 toårs heste

Finalerne for dressurbetonede 2-års heste ved Dansk Varmblods Krafft Eliteskue bød på to vallakker og ni hopper, der dystede om titlerne som årets bedste

 Årets 2-års dressurhoppe Darbie Højmark DWB og Årets 2-års dressurvallak Kalhave's Dream Boy. Foto: Ridehesten.com

Som Vicky Nortvig fra Dansk Varmblods avlsledelse udtrykte det, var det en verdenspremiere med vallakker på Dansk Varmblods Krafft Eliteskue. Hun havde sammen med avlsledelsens Bjarne Nielsen og Johnny Sørensen fået to særdeles gode vallakker til bedømmelse, som de begge tog med videre til finalen, nemlig:

  • Kat.nr. 630 Kalhave’s Dream Boy e. Blue Hors Baron/ Tailormade Temptation fra Kalhave v/Anette Toft Jensen
  • Kat.nr. 631 Moselys Milton e. Gørklintgårds Million/ Falstaff fra E-N Horses ApS v/ Heidi Nielsen

Det blev den storrammede, veludviklede og udtryksfulde Kalhave’s Dream Boy e. Blue Hors Baron/ Tailormade Temptation fra Anette Toft Jensen, der løb med historiens første titel som Årets dressurbetonede 2-års vallak. Dream Boy viste sig særdeles fornuftigt og med et særdeles godt bevægelsesforløb. Dommerne betegnede skridten som taktfast og energisk, og traven som rummelig og smidig, mens galoppen blev betegnet som rummelig og velafbalanceret.

Anette Toft Jensen havde valgt at fremstille sin 2-års vallak, fordi hun gerne ville have den solgt og tænkte, at eliteskuet ville være et godt udstillingsvindue. Missionen lykkedes på dage, og allerede inden finalen havde den tiltalende vallak skiftet hænder til en fremtid på Sjælland.

 

24 hopper kogt ned til ni finalister

De i alt 24 udtagne 2-års hopper, som i dag har deltaget på eliteskuet, er alle udtaget via regionale 2-års skuer eller dyrskuer. Vicky Nortvig fortalte, at man vurderer deres eksteriør, fordi der er stor sammenhæng med en et korrekt eksteriør og senere præstationer, og samtidig tager dommerne højde for hoppernes unge alder, og hun understregede, at de netop gerne må se ud som to år gamle unghopper.

Efter at have set samtlige hopper løse i hallen, og efter en kort præsentation i trav ved hånd, blev hopperne holdvis præsenteret på skridtring, og det resulterede i følgende ni finalister:

  • Kat.nr. 641 Belvedere e. Be Sure/ Blue Hors Romanov, opdrættet og ejet af Bianca og Christian Lunn Springborg
  • Kat.nr. 642 Florina Guldbjerg e. Be Sure/ Blue Hors Rockefeller, opdrættet og ejet af Henning Stuhr Pedersen
  • Kat.nr. 643 Springborgs Ganni e. Be Sure/ Sir Donnerhall I, opdrættet og ejet af Stutteri Springborg v/ P & P Springborg
  • Kat.nr. 644 Straight Horse Be a Lady e. Be Sure/ Franklin, opdrættet og ejet af Straight Horse ApS
  • Kat.nr. 645 Stærkjærs Diva DWB e. Be Sure/ Tailormade Temptation, opdrættet af Stutteri Stærkjær og ejet af Christine Prip
  • Kat.nr. 651 Straight Hors Breanna e. Bonjour/ Blue Hors Don Schufro, opdrættet og ejet af Straight Horse ApS
  • Kat.nr. 652 Darbie Højmark DWB e. Danciero/ Franklin, opdrættet af Inger Wejlstrup og ejet af LL Horses v/ Lennart Lindberg
  • Kat.nr.  659 Milena S by In Horses e. Revolution/ Jazz, opdrættet af Sara Juul, Ida Thomsen & Niels Lindberg (Årets dressurhoppeføl 2023)
  • Kat.nr.  660 Svalegårds Dream Girl e. Svalegårds Hot Driver/ Tailormade Temptation, opdrættet og ejet af Stutteri Svalegaard


Som den opmærksomme vil have noteret sig, så er Helgstrand Dressages hingst Be Sure far til over halvdelen af hopperne i denne eksklusive finalering med ni værdige finalister.

Vicki Nortvig betegnede finalisterne som fantastiske, og hun fortalte, at de havde valgt en vinderhoppe, som er fremragende i type og har vist en særdeles dejlig funktion med aktive bagben. Den har ved hver fremvisning vist sig velovervejet.

Vinder af titlen Årets dressurbetonede 2-års hoppe blev Darbie Højmark DWB e. Danciero/ Franklin, der er opdrættet af Inger Wejlstrup og ejet af LL Horses v/ Lennart Lindberg, som selv fremviste hoppen.

Under beskrivelsen af alle hopper sagde Vicky Nortvig om Darbie Højmark DWB, inden hun blev udnævnt som vinder: – Det en en meget vellinjeret og harmonisk hoppe med middelstore rammer, velrejst hals og velfungerende overlinje. Taktfast, energisk skridtbevægelse og ligeledes særdeles velgående i trav og galop med rummelighed, smidighed og god aktivitet i bagbenene, der er gode til at tage bæring.

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram