En klassekollektion til Elitefølauktion
En håndplukket kollektion af absolut klasseføl ud af præstationsstærke hoppestammer kommer under hammeren på Dansk Varmblods Elitefølauktion – kollektionen er gået online

Dansk Varmblods Auktionsudvalg har håndplukket en særdeles interessant kollektion af topføl, som bliver udbudt til salg på Elitefølauktionen præsenteret af Dansk Hesteforsikring under KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg den 29. til 31. august.
Auktionsudvalget har plukket 50 føl ud til auktionen under sommerens følskuer rundt om i landet. Kvaliteten har været tårnhøj på årets følskuer, hvor 50% flere føl end tidligere, er blevet udtaget til at kæmpe om titlen Årets Føl under Eliteskuet.
Elitefølauktionen finder sted lørdag den 30. august fra kl. 19.00. Forinden er der avlermiddag – det kan man læse mere om i nyheden her: Årets avlerfest på Vilhelmsborg
Alle er naturligvis velkomne til at overvære Elitefølauktionen fra tilskuerpladserne inde i opvisningshallen, og der er gratis entre alle dage under det store arrangement.
Det er en meget spændende kollektion, som bliver sat under hammeren på Elitefølauktionen. Kollektionen fordeler sig med 17 føl af springafstamning og 33 føl af dressurafstamning.
Auktionsudvalget er meget tilfredse med dette års kollektion af særligt udvalgte føl. Avlerne har fremstillet velbyggede føl af særdeles interessante og moderne afstamninger, og det har givet udvalget mulighed for at sammensætte en spændende kollektion.
Det er 36 hingsteføl og 14 hoppeføl, som kommer under hammeren. Blandt de udtagne føl er flere, som blev fik prædikatet ”Bedste Føl” i de regioner, hvor de blev fremstillet.
Du kan se hele den flotte kollektion på www.varmblodauktion.dk – her er der fotos og video af føllene, samt en beskrivelse, afstamning og bemærkninger fra dyrlægens kliniske undersøgelse af føllet.
Torsdag den 28. august kl. 17.00 går auktionen online, og dermed er der åben for bud.
Over de kommende dage frem til auktionsstarten vil vi præsentere de udbudte føl her på sitet.
Dansk Varmblod præsenterer et tæt pakket program på årets KRAFFT Eliteskue. Avlen og sporten kommer i centrum inde i opvisningshallen, som danner rammen om Eliteskuet og ude på gårdspladsen og østanlægget, hvor der afvikles landsstævne i dressur.
Foruden de avlsfaglige indslag med bedømmelse og præmiering af hopper, 2-års og føl fordelt over tre dage, så inviterer forbundet også til to gratis clinics. Fredag aften med landstræner i springning Bo K. Møller, og søndag formiddag med OL-rytter og VM-guldvinder Daniel Bachmann Andersen.
Hold øje med vores hjemmeside for mere information frem til og under KRAFFT Eliteskue.