Amatørcuppen er afgjort hos Sportsrideklubben

For første gang blev der afviklet en sjællandsk kvalifikation til Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup. I Bernstorffsparken sejrede Mie Wael og Atterupgaards Delora i LA-Cuppen, mens Anne-Sofie Bjørnskov Fischer og Hvid’s Emperor vandt MB-Cuppen.

Den samlede vinder og placerede i Helgstrad Dressage DWB Amateur Cup hos Sportsrideklubben i LA Cup. Foto: Privat

Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup er i år blevet udvidet med en kvalifikation øst for Storebælt. Sportsrideklubben dannede i weekenden rammen om den sjællandske afdeling i Bernstorffsparken, samtidig med at den jyske kvalifikation blev afviklet på Vilhelmsborg i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus.

Udvidelsen har gjort det lettere for amatørryttere fra hele landet at deltage i den populære cup, som sætter fokus på ridelige og samarbejdsvillige Dansk Varmblod-heste – og på de amatørryttere, der uddanner og konkurrerer med dem.

Der blev konkurreret i både LA- og MB-Cup, og de sjællandske ryttere red to programmer fordelt over lørdag og søndag. Det samlede resultat af de to ridt afgjorde placeringerne.

Mie Wael i front i LA-Cuppen

I LA-Cuppen gik sejren til Mie Wael og den 6-årige Atterupgaards Delora e. Springbank II VH/Bon Bravour, opdrættet af Atterupgaard.

Ekvipagen indledte kvalifikationen med 67,988 procent og leverede søndag en stærk præstation til 74,211 procent. Det gav et samlet resultat på 142,199 procentpoint og dermed førstepladsen i den sjællandske afdeling.

Carla Marie Sølund Steentofte og Donna Olymbria e. Blue Hors Don Olymbrio/Michellino, opdrættet af Annette Nielsen, besatte andenpladsen med samlet 141,598 procentpoint.

Tredjepladsen gik til Emma Nyby Backhausen og Marquis e. Hesselhøj Donkey Boy/Richman, opdrættet af Dorte K. Christensen. De sluttede kvalifikationen med 139,874 procentpoint.

Vinder og placerede i MB_Cup i Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup. Foto: Privat

Sejr til Anne-Sofie Bjørnskov Fischer i MB

I MB-Cuppen blev det Anne-Sofie Bjørnskov Fischer og Hvid’s Emperor e. Blue Hors Zack/Akinos, som sikrede sig sejren. Hvid’s Emperor er opdrættet af Langkjærgaard I/S Hvid Horses.

Ekvipagen opnåede henholdsvis 67,736 og 68,775 procent i weekendens to programmer og sluttede på samlet 136,511 procentpoint.

På andenpladsen fulgte Julie Kolt og MB Tutteluh e. Dante’s Jr./Fassbinder, opdrættet af Mette Andersen, med 135,730 procentpoint.

Charlotte Westad Hansen og Funn Value e. Valverde/Blue Hors Hotline tog tredjepladsen med 132,488 procentpoint. Charlotte Westad Hansen er selv opdrætter af hesten.


Hele landet samlet i én cup

Mens de sjællandske ekvipager konkurrerede i Bernstorffsparken, blev der redet om de samme eftertragtede finalepladser på Vilhelmsborg. Her var Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup en del af Dansk Varmblod Rideklubs B-stævne, som blev afviklet sideløbende med KRAFFT Eliteskue.

De samlede resultater fra kvalifikationerne øst og vest for Storebælt danner grundlag for udtagelsen til finalen. De ti bedste ekvipager i henholdsvis LA- og MB-Cuppen – i alt 20 ekvipager – får adgang til finalen under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts 2027. Der uddeles ikke wildcards, men ved afbud suppleres der fra resultatlisten. Læs mere om cupformatet hos Dansk Varmblod.

Helgstrand Dressage er igen titelsponsor for cuppen, mens Dressurens Venner støtter arrangementet og har været med til at sikre gennemgående dommere ved begge kvalifikationer.

Se alle resultater fra den sjællandske kvalifikation.



Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram