Bronze til DV-hoppen Wendy i Aachen
Det var en helt speciel oplevelse at se Cathrine Laudrup-Dufour bliver hædret med VM-sølv, at DV-hoppen Wendy de Fontaine vandt bronze og at alle VM-medaljetagere er danskejede
VM bronze til DV-hoppen Wendy de Fontaine og Isabell Werth for Tyskland. Foto: FEI/Leanjo de Koster
De 18 finalister i VM-kür i Aachen lørdag aften gav det medlevende publikum og millioner bag tv-skærmene en helt uovertruffen dressur-oplevelse. Tak til Bjarne Nielsen, for at guide os alle gennem dressurens finesser over fire dages tv-transmission.
Det hele kulminerede lørdag aften, hvor der blev udkæmpet en drabelig kamp om VM-medaljerne, der blev afgjort med lille margin.
De 18 bedste (max tre fra hver nation) kom til start i kür-finalen, og her var første rytter på banen finske Henri Ruoste og DV-hesten Tiffanys Diamond e. Tailormade Temptation/His Highness opdr. Hansenberg. De opnåede 75,468% og en 17. plads.
Nadja Aaboe Sloth og DV-hesten Favour Gersdorf e. Foundation/Leandro opdr. Inger Marie Andreasen leverede et smukt og harmonisk ridt til 79.386% og en 11. plads.
Daniel Bachmann Andersen og Flash Gordon e. Fiederbach kom ind på 10. pladsen med 80,107%
Det hele blev dog afgjort mellem den regerende verdensmester fra Herning2022 – Charlotte Fry og avlshingsten Glamourdale e. Lord Leatherdale, danske Cathrine Laudrup-Dufour/MSJ Freestyle og finalens sidste rytter tyske Isabell Werth og DV-hoppen Wendy de Fontaine e. Sezuan/Blue Hors Soprano opdr. Kurt Cosmer.
Det blev Charlotte Fry, som genvandt sit verdensmesterskab med 91,907% foran Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle 91,236% og med DV-hoppen Wendy de Fontaine på bronzepladsen med 88,650%
Ejerne af de tre medaljevindende heste ved VM i dressur blev hædret på podiet, og de er alle danske: Guld til Anne van Olst, sølv til Louise Zinglersen og bronze til Bolette Wandt. Foto: FEI/Leanjo de Koster
Dansk avl og ridesport satte i høj grad sit præg på VM-finalen. Tre danske ryttere havde kvalificeret sig, der var tre Dansk Varmblods registrerede deltagende heste. Det var også bemærkelsesværdigt at der var tre afkom efter DV-hingsten Zonik til start (Zonik Plus/Justin Verboomen, Zantana RS2 OLD/Marieke van der Putten og Mauro Turfhorst N.O.P./Dinja van Liere), og avlshingsten Total Hope OLD redet af Isabel Freese for Norge er ejet af Lone Bøgh-Henriksen.
Helt tydeligt blev det dog, da ejerne af de tre medaljevindende heste blev kaldt på podiet, for de var tre danskere: Guld til Glamourdale ejet af den tidligere danske landsholdsrytter Anne van Olst, som også træner guldvinderen, Louise Zinglersen som repræsentant for familien, der ejer Mount St John Freestyle på sølvpladsen og Bolette Wandt, der ejer Wendy de Fontaine på bronzepladsen.
Start- og resultatlister