Bundgaard Byg Cup på Vilhelmsborg

Sideløbende med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue afvikler Dansk Varmblod Rideklub et stort landsstævne i dressur med bl.a. Bundgaard Byg Cup kvalifikation

 Camilla Lærke Stubberup og DV-hesten Francisca-D. Foto: Ridehesten.com

Igen i år afvikler Dansk Varmblod Rideklub et stort landsstævne (B-stævne) i dressur i forbindelse med forbundets KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg. Eliteskuet er kulminationen på sommerens avlsarrangementer, hvor de bedste føl, 2-års og medaljeaspiranter mødes i en forrygende finale. Samtidig inviterer Dansk Varmblod Rideklub til et stort dressurstævne, som afvikles på gårdspladsen samt på Øst anlægget. Stævnet starter torsdag den 28. august, og sidste år var der stor søgning til stævnet, som i år danner rammen om PAVO og DRF’s championatskvalifikation, Dressurens Venner Cup, DWB Amateur Cup og det uoficielle mesterskab for beriderelever, samt naturligvis et stort antal landsstævne-klasser fra LA- til Grand Prix-niveau. Der er sidste frist for anmeldelse den 22. august på DRF GO!

Ved stævnet afvikles også tredje kvalifikation til Bundgaard Byg Cup. Siden 1998 har der været afviklet Bundgaard Byg Cup. Den traditionsrige, landsdækkende turnering rides over fire spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup 2025.

Første kvalifikation blev afviklet af Hovgaard Rideklub, mens Kirstinelund Sportsrideklub var vært for anden kvalifikation. Det er Dansk Varmblod Rideklub, som er vært for den tredje kvalifikation. Solrød Rideklub er vært for den sidste kvalifikation i september, inden de 18 bedste ryttere og heste tørner sammen i finalen på Stutteri Ask i midten af oktober.

Camilla Lærke Stubberup og DV-hesten Francisca-D e. Franklin/Blue Hors Romanov opdrættet af Jørn Damm fører den samlede stilling i Bundgaard Byg Cup efter sejr på Kirstinelund. Hun deler førstepladsen med OL-rytter Daniel Bachmann Andersen som vandt på Hovgaard. Daniel Bachmann Andersen kan man i øvrigt opleve ved Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue søndag den 31. august, hvor han vil dele sine tanker om uddannelse af dressurheste ved en gratis clinic om middagen. Hold øje med hjemmesiden og Dansk Varmblods Social for at få mere at vide om den spændende og lærerige clinic.

Information om B-stævnet

Information om KRAFFT Eliteskue

Stillingen i Bundgaard Byg Cup


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram