Bundgaard Byg Cup ved Eliteskuet
Igen i år afvikler Dansk Varmblod Rideklub B-stævne i dressur sammen med KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg med bl.a. Bundgaard Byg Cup
Sidste år vandt Selina Solberg Vittighus og DV-hoppen Atterupgaard Delorean Bundgaard Byg Cup ved kvalifikationen på Vilhelmsborg. Foto: Ridehesten.com
Den første af i alt fire kvalifikationer i den populære Bundgaard Byg Cup har været afviklet i Frederiksværk Rideklub i midten af april. Herefter følger en afdeling på Kirstinelund Sportsrideklub i juni, hvorefter det er Dansk Varmblod Rideklub, som inviterer til tredje kvalifikation på Vilhelmsborg fra den 4. – 6. september. B-stævnet på Vilhelmsborg afvikles sideløbende med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue, og igen i år ser vi frem til nogle hyggelige dage hvor avl og sport går hånd i hånd i de gode rammer på Vilhelmsborg.
Mens Eliteskuet afvikles inde i opvisningshallen, med Elitefølauktion og avler/rytterfest lørdag aften, så er det gårdspladsen og østanlægget som danner rammen om B-stævnet i dressur, hvor der foruden Bundgaard Byg Cup afvikles DRF’s championatskvalifikationer og den populære nye amatørcup for ryttere på DV-heste: Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup.
Med en sejr i Frederiksværk i den første kvalifikation har Isabell Jepsen lagt sig i front i Bundgaard Byg Cup med DV-hesten Gørklintgårds Montreal DWB. Foto: Ridehesten.com
DV-heste i front
Bundgaard Byg Cup er en kendt og traditionsrig landsdækkende turnering for ekvipager, der har opnået min. 60% ved start i en Prix St. Georges ved B-stævner eller 63% ved start i Prix St. Georges ved C-stævner i kvalifikationsperioden. Bundgaard Byg Cup rides over fire spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup.
Igen i år danner Stutteri Ask rammen om finalen fra den 8.- 11. oktober.
Ved kvalifikationen i Frederiksværk var det Isabell Jepsen, som sejrede med DV-hesten Gørklintgårds Montreal DWB e. Métall/Sunny-Boy fra Jørgen Ravn. Der stod også Dansk Varmblod på anden- og tredjepladsen. Andenpladsen gik til Nadja Aaboe Sloth og Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Future Cup opdrættet af Erik Mølbak, mens Rune Willum Hansen og Dudley Pax også efter Hesselhøj Donkey Boy/Sezuan opdrættet af Stutteri PAX kom ind på tredjepladsen.
Se stillingen her: Resultater Bundgaard Byg 20042026.pdf