Det gik ikke helt som ønsket
I UVM-finalen på Zangersheide for 6-års heste fik Karen og Anne Katrine ikke helt det resultat, de havde håbet på. Finalebanen kostede mange ryttere fejl
Anne Katrine Kolborg Johansen og Optirock KJ. Foto: Ridehesten.com
Banen for de 6-årige heste var både stor (max. 1.40 m) teknisk svær, og så var der leget med forhindringernes optiske udseende. Det i kombination blev noget af en mundfuld for de 6-årige heste, og flere af rytterne, også de mere rutinerede, fik redet nervøst på banen ved verdensmesterskaberne.
De bedste 40 heste ud af de oprindelige 250 startende mødtes i finalen, og blandt dem to danske ryttere på DV-heste. Det var Karen Møller Rohdes sjette UVM-finale, da hun red på banen med Fiorentina Ask e. Cornettino Ask/Favorit Ask opdrættet på Stutteri Ask. Karen har tidligere redet Fiorentinas mor, Fendi Ask i finalen på Zangersheide, og selvom banen var stor, var Karen egentlig ved godt mod, da hun red ind på stadion, fortæller hun. På trods af et lidt uforståeligt nedslag på forhindring nr. to, sprang Fiorentina helt ubesværet. – Hun kørte godt, lige indtil trekombinationen, fortæller Karen. Den store trekombination stod klistret op ad vip-logen, og her kom der så yderligere nedslag.
Som Karen konstaterer, var hun på ingen måde tilfreds med fire nedslag og tidsfejl, men omvendt sidder hun også tilbage med en fornemmelse af hun egentlig havde en god tur.
Karen Møller Rohde og Fiorentina Ask. Foto: Ridehesten.com
- Hun sprang ubesværet, og det vi har sprunget her, er de tre største runder hun nogen sinde har gået. Karen erkender, at på papiret ser resultatet skidt ud, og derfor kan det måske virke lidt uforståeligt, at hun egentlig sidder tilbage med en fornemmelse af tilfredshed med at få redet banen, som hun gerne ville. Udfordringerne i trekombinationen skyldes hestens manglende rutine.
- Hun har vist, hun har nemt ved det, og jeg ved, jeg har en hest til fremtiden, slutter Karen Møller Rohde.
Hvor Karen havde sin rutine, hun kunne trække på, så var alt nyt for Anne Katrine Kolborg Johansen, da hun red ind til sin første UVM-finale på den hjemmeavlede Optirock KJ e. Rockland/Candillo opdrættet af Anne Katrine selv, hendes bror Thomas og mor Mette Madsen. Da Anne Katrine red gennem mål, lå der fire bomme på jorden.
Det resultat var Anne Katrine skuffet over, erkender hun. Selvom banen virkelig var svær, og den største opgave hoppen har skullet løse til dato.
- Hun virkede lidt træt i kroppen, så det var svært at få det løst, som jeg gerne ville inde på banen. Hun var ikke helt på biddet, som jeg havde håbet. Og selvom hun egentlig sprang godt, så var det ikke helt, som det plejer at være. Og så blev hun sur over nedslagene, og det reagerede hun også på, kunne AK mærke undervejs.
Som Ak fortæller, var banen både høj og svær, med mange faste afstande, som krævede at rytteren tog den rigtige beslutning. Og med så stor en bane, bliver selv små ting, som at Optirock ikke helt accepterede biddet som normalt, noget der koster nedslag.
- Jeg er glad for at komme i finalen, men er klart skuffet over resultatet, men jeg er klar til mere, og det er hun også. Hun skal bare have noget mere tid, slutter Anne Katrine Kolborg Johansen.
Benedikte og den DV-kårede hingst Oreo Brownie H. Foto: Ridehesten.com
Den norske rytter Benedikte Serigstad Endresen red den DV-kårede avlshingst Oreo Brownie H e. Diarado/London ejet af Katrinelund ved Ib Kirk på banen som første rytter, og de viste stor klasse, da de sprang fejlfrit. Det skulle vise sig, at blot 7 ryttere kunne løse den opgave banebyggeren havde sat dem på fejlfrit. I omspringningen fik Benedikte og Oreo Brownie H et nedslag, og de blev lige presset ud af medaljepodiet, og sluttede på 5. pladsen. Kun én rytter formåede at ride fejlfrit, hollandske Max van de Poll tog guldet med Ortane e. Balou du Rouet Z fra KWPN.
Start- og resultatlister
5-års heste til UVM
Unforgiven e. Syvhøjegårds Unforgetable S DWB/Diamant de Semilly opdrætter Philip Holt rytter: Laila Pedersen
Unbeatable JM DWB e. Untouchable/Ladas opdrættet af Melanie Andersen og Jørgen K. Hansen rytter: Mette Askham Jensen
Celine Ask e. Cyrano Ask/Favorit Ask opdrættet af Stutteri Ask rytter: Karen Møller Rohde
Bøgegårdens Zamir e. J Bøgegårdens Zidane/Carano opdrættet af Stina og Jørgen Schmidt rytter: Jacob Theodor Schmidt
Jesonne F e. Jewel Ask Z/Blue Boy opdrættet af Helle Foged rytter: Claus Hundebøl
Mundbergs Courage e. Conthargos /Tresor opdrættet af Ida Mundberg Hansen rytter: Mie Mundberg
Hendrix Lux e. Hardrock Z/Churchill opdrættet af Jan List Christensen rytter: Jesper Meyenburg
6-års heste til UVM
Harmilly D e. Harley VDL/Diamant de Semilly opdrættet af Liselotte Frederiksen rytter: Maria Hjorth Frederiksen
Bøgegårdens Umperto e. Syvhøjegårds Unforgatable S DWB/Bøgegårdens Apollo opdrættet af Stina og Jørgen Schmidt rytter: Jacob Theodor Schmidt
A.N. Carlton e. Casall Sem/Camargue opdrættet af Anja og Niels Jørgen Nielsen rytter: Christian Jansen
Clarima DWB e. Clarimo/Camargue opdrættet af Henrik Hansen rytter: Christian Jansen
Airborn Lox DWB e. Avtion Man Ask Z/Ci Ci Senjor Ask opdrættet af Stutteri Lox/Joan Arler og Peter Børsen rytter: Thomas Kolborg Johansen
Optirock KJ e. Rockland/Candillo opdrættet af Mette Massen, Anne Katrine og Thomas Koldborg Johansen rytter: Anne Katrine Kolborg Johansen
Fiorentina Ask e. Cornettino Ask/Favorit Ask opdrættet af Stutteri Ask rytter: Karen Møller Rohde
7-års heste til UVM
Commander e. Chandler/Solos Landtinus opdrættet af Jette Nielsen rytter: Gianmarco Ferretti
Worres Camara e. Caballero/Baccarat xx opdrættet af June og Mogens Worre Jensen rytter: Ida Mundberg