DV-heste i front i Bundgaard Byg Cup

Bundgaard Byg Cup tilbage på Vilhelmsborg: Tredje kvalifikation samler eliten under KRAFFT Eliteskuet fra den 3. – 6. september

 Guldhoppen Atterupgaards Delorean og Selina Solberg Vittinghus vandt kvalifikationen i Bundgaard Byg Cup på Vilhelmsborg 2025. Foto: Ridehesten.com

Når Dansk Varmblod Rideklub igen inviterer til B-stævne i dressur i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg, bliver Bundgaard Byg Cup endnu en gang et af weekendens helt store sportslige højdepunkter. Kvalifikationen er den tredje af sæsonens fire afdelinger og afvikles i de traditionsrige rammer, hvor avl og sport mødes.
Siden turneringen blev etableret i 1998 har Bundgaard Byg Cup været et vigtigt springbræt for danske dressurryttere på vej mod de internationale klasser. Turneringen rides i Intermediaire I og Intermediaire I Kür, og efter fire kvalifikationer går de 18 bedst placerede ekvipager videre til finalen på Stutteri Ask fra den 8. – 11. oktober.

 Susanne Barnow og Midt-West Franceska. Arkivfoto: Ridehesten.com

Susanne Barnow viste vejen på Kirstinelund

Efter to afdelinger i hhv. Frederiksværk og Kirstinelund er det Nadja Aaboe Sloth og DV-hesten Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Future Cup opdr. Erik Mølbak som fører samlet med 40 points efter to andenpladser. På andenpladsen i den samlede stilling er Rune Willum Hansen og DV-hesten Dudley Pax som også er efter Hesselhøj Donkey Boy med Sezuan til morfar opdrættet af Stutteri Pax I/S.

Der to ryttere som deler tredjepladsen Maria Vistrup og Drisdal’s Royal Mezzi e. Blue Hors Zee Me Blue og Susanne Barnow med sølvmedaljehoppen Midt-West Franceska e. Franklin/Blue Hors Don Schufro opdrættet af Stutteri Midt-West. Hoppen rides sædvanligvis af sin ejer Majken Faaborg Glerup, som gennem en årrække har trænet hos Susanne Barnow. Hoppen skal sælges, og derfor har Majken valgt at overlade tøjlerne til Susanne, som vandt Bundgaard Byg Cup kvalifikationen på hjemmebane ved Kirstinelunds landsstævne.

Sidste års vinder på Vilhelmsborg

Ved Bundgaard Byg Cup-kvalifikation på Vilhelmsborg i 2025 blev sejren redet hjem af Selina Solberg Vittighus på Dansk Varmblod-hoppen Atterupgaard Delorean, som dermed satte et flot punktum på stævnets Bundgaard Byg Cup-afdeling.

Netop kombinationen af eliteskue og landsstævne gør arrangementet på Vilhelmsborg til noget særligt. Mens Dansk Varmblods bedste føl og ungheste bedømmes i opvisningshallen, danner gårdspladsen og Østanlægget rammen om dressursport på højt niveau med blandt andet:

  • Bundgaard Byg Cup
  • DRF's championatskvalifikationer
  • Helgstand Dressage DWB Amateur Cup
  • ECCO/Future Dressage Stor tur


Tradition og talentudvikling

Bundgaard Byg Cup har gennem næsten tre årtier været en af dansk dressurs vigtigste talentturneringer. Mange af de ryttere og heste, som senere har markeret sig internationalt, har haft deres gennembrud netop her. Derfor bliver kvalifikationen under Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue igen et naturligt samlingspunkt for både avlere, ryttere og publikum, når næste kapitel i den traditionsrige turnering skal skrives.

Den samlede stilling i Bundgaard Byg Cup inden kvalifikationen på Vilhelmsborg: Resultater Bundgaard Byg 23062026.pdf

Se eller gense interviewet med Susanne Barnow efter hun red hoppen ved DM-stævnet i Randbøl:



Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram