DV-vallak i top-10 i voltigering
Ungt, dansk talent, Josephine Vedel Søndergaard Nielsen i top-ti efter første konkurrence i voltigering ved VM i Aachen på DV-hesten Sultan EG

Arkivfoto: Josephine Vedel Søndergaard Nielsen på Sultan EG. Foto: FEI/ Lukasz Kowalski
Josephine Vedel Søndergaard Nielsen er et af Danmarks største unge talenter i voltigering. Hun kommer fra Skibby og er gået fra juniorernes internationale top til at repræsentere Danmark som senior ved VM i Aachen 2026. Sammen med den 12-årige vallak Sultan EG e. Sezuan/Blue Hors Future cup opdrættet af Bodil Eg ligger hun på en foreløbig 10. plads ud af 46 deltager.
Josephine begyndte med almindelig rideundervisning som syvårig hos Hanne Haagen Hansen. Forældrene ønskede, at hun først lærte at ride og forstå hesten, så hun begyndte først på voltigering fire år senere. Talentet viste sig hurtigt: Hun kom direkte på klubbens førstehold og deltog internationalt allerede i sin første sæson.
De største resultater
- VM-sølv for juniorer i 2023 i Flyinge – blot 15 år gammel og ved kun sin fjerde internationale individuelle konkurrence.
- Bronze i nationsholdskonkurrencen i 2023 sammen med det danske seniorlandshold.
- Europamester for juniorer i 2024 i Bern.
- Flere internationale sejre i 2025, blandt andet i Lier, Krumke og Flyinge.
Hesten og longeføreren
Ved VM i Aachen konkurrerer Josephine individuelt på Sultan EG, med Hanne Haagen Hansen som longefører. Sultan kom ind som hendes nye konkurrencehest i 2025 og viste sig hurtigt egnet til voltigering, selv om samarbejdet stadig var forholdsvis nyt.
Josephine deltager individuelt på Sultan EG. Hvilket betyder en obligatorisk prøve torsdag, teknisk prøve fredag og kür og medaljeafgørelse lørdag.
Josephines styrke er, at hun allerede har bevist, at hun kan præstere under mesterskabspres. Men seniorfeltet i Aachen er et markant skridt op fra juniorklassen, så VM handler både om det aktuelle resultat og om hendes position blandt fremtidens internationale medaljekandidater.
Der er yderligere to DV-heste til start ved VM i voltigering for kvinder, Atterupgaards Marlene II e. De Niro/Aristo opdrættet af Atterupgaard, til start for Finland med Anna Kivistö og Fascination e. Fürsten-Look/Blue Hos Don Schufro opdr. Poul Nielsen for Norge med Kristine Åssveen.
Tyskland i front
Det er dobbelt tysk i front med den 24-årige Alice Layher på guldkurs, hun vandt EM sølv for seniorer sidste år, og i år er hun regerende World Cup vinder. Hendes landsmand, Kathrin Meyer, 26 år ligger på andenpladsen også hun har flere titler på sit cv bl.a. individuel EM-guld sidste år.
Kilder: FEI’s portræt af Josephine, Dansk Ride Forbunds VM-udtagelse og Josephines FEI-profil.
Resultat Voltigering kvinder
DRF-video om voltigering