Emma glæder sig til DWB Amateur Cup

18-årige Emma Pinstrup Skorstensgaard var blandt de første til at sikre en plads ved DWB Amateur Cup på Vilhelmsborg – og hun glæder sig har hun fortalt til magasinet Ridehesten

 Emma Pinstrup Skorstensgaard og Kærvangs Dario er blandt starterne i DWB Amateur Cup. Foto: Ridehesten.com

- Den nye amatør-cup i dressur er kulminationen på et længe næret ønske om at gøre noget for amatørryttere på Dansk Varmblods-heste samt hædre de avlere, som skaber ridelige, samarbejdsvillige dressurheste, indleder Dansk Varmblods direktør Claus Hansen. Han fortsætter: - En ekstra indsats fra Sekretariatet har betydet, at vi kom i mål med at lave proportioner for DWB Amateur Cup og har fundet plads i de stramme tidsplaner ved KRAFFT Eliteskue og Dansk Varmblods Hingstekåring, så dette ønske kunne gå i opfyldelse. Vi er meget taknemmelige og glade for, at den nye cup er blevet taget så godt imod af rytterne, og vi ser frem til at hædre ryttere, avlere og heste ved Eliteskuet og under hingstekåringen.

Amatørcuppen, er som navnet antyder for amatørryttere på Dansk Varmblods heste, dvs. heste som er født ind i forbundet med en Dansk Varmblods registreringsattest og et DV-livsnummer. Begrebet ”amatør” defineres i forbindelse med denne cup som: 

  • Rytteren må ikke være uddannet berider
  • Rytteren må ikke være en del af bruttotruppen: U18, U21 og U25
  • Rytteren må ikke have redet over 68 pct. til landsstævne for heste i sværhedsgrad 4

 Der har været overvældende interesse for DWB Amateur Cup. DWB Amateur Cup afvikles som et racestævne (R) over to gange to dage i hhv. afd. A i LA1/LA2 og afd. B i MB0/MB2. Det sker ved B-stævnet på Vilhelmsborg arrangeret af Dansk Varmblod Rideklub i dagene fra den 28. – 31. august. De 20 bedste ekvipager fra de fire afdelinger (to fredag og to søndag) får adgang til at ride finale ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning til marts

 Læs også: Flere finalepladser i DWB Amateur Cup


Emma fik plads i DWB Amateur Cup

En af de ryttere, som glæder sig til at ride med ved amatørcuppen er 18-årige Emma Pinstrup Skorstensgaard. Hendes mor sad klar til at tilmelde datteren, da stævnet gik online.

- Jeg så omtalen af cuppen på Facebook, og sendte min mor linket til artiklen (på www.varmblod.dk) for det ville jeg bare prøve at ride, fortæller Emma, og hendes mor var helt enig. 

- Det er virkelig et fedt initiativ, siger Emma, som ser muligheden for at ride i Herning som en helt enestående chance for en amatørrytter. 

Emmas partner i amatør-cuppen er 6-årige Kærvangs Dario e. Desperado/Blue Hors Romanov opdrættet af Lone Rytter

- Jeg fik Dario i mit sidste ponyår, dengang var han 4 år, indleder Emma, og hun fortsætter: - Jeg har selv tilredet ham, så vi hygger os sammen. Min træner Anemette Holm Petersens mand købte Dario på følauktion, og de har haft ham gående siden. I min læseferie spurgte de, om ikke jeg ville hjælpe med at tilride ham. Det ville jeg gerne, for han er så sindssyg sød!

Tilridningen gik problemfrit, og Emma tabte sit hjerte til den store venlige vallak. 

Emma har de sidste seks år trænet hos Anemette Holm Petersen, AT Dressage. Det er et privat træningscenter, og da Emma skulle vælge en rideklub, hun skulle starte for valgte hun Dansk Varmblod Rideklub

- Jeg syntes ikke rigtig, jeg havde en tilknytning til klubberne i nærheden, og så syntes jeg egentlig det var lidt fedt, at kunne ride for Dansk Varmblods Rideklub. Det er mere alsidigt, og der er mange gode tiltag i Ung i DV med camps, kurser og standen ved Hest & Rytter (messen i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning).

- Jeg syntes, det kunne være fedt at være en del af, siger Emma, som glæder sig helt vildt til at ride amatør-cup på Vilhelmsborg. 

Dansk Varmblod Rideklub har et championat, hvor vinderne bliver hædret under Hingstekåringen i Herning. I 2023 var Emma Pinstrup Skorstengaard og Mia Sønderby Mikkelsen, vindere af DVRK Championatet 2023. De ses her med Jane Bech fra EFFOL/Effax samt Satah Doile og Inge Madsen fra Ung i DV. Foto: ridehesten.com


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram