Er din hest i springhesteprogrammet?

Hvert år inden første oktober kan avlere ansøge om at få deres hopper optaget i Dansk Varmblods Springhesteprogram

 Den avlsgodkendte hingst Avalon Lox er født ind i Dansk Varmblods Springhesteprogram. Foto: Ridehesten.com

Dansk Varmblods springhesteprogram blev iværksat i 2004 i forbindelse med specialisering af avlen i enten dressur eller springning. Formål med springhesteprogrammet er at systematisere, udbygge og forbedre Dansk Varmblods avl af springheste. Målet er, at Dansk Varmblods avl af springheste skal placere forbundet blandt de fem bedste avlsforbund i verden på WBFSH’s ranglister.

For at nå dette mål blev der oprettet en specialafdeling for avl af springheste, som er en integreret del af Dansk Varmblods avlsprogram i øvrigt. I springhesteprogrammet tilstræbes et kvalitativt højt niveau, og kun heste med exceptionelle springegenskaber, som er ud af en avlssikker springafstamning kan optages.

Registrering og avlsgodkendelse i springhesteprogrammet

Heste kan registreres i springhesteprogrammet på følgende måder:

  1. Der kan ansøges om registrering, såfremt hoppen er kåret i Dansk Varmblod og opfylder nærmere definerede krav
  2. Springhingste kåret i Dansk Varmblod optages automatisk Føl registreres automatisk, såfremt både faderen og moderen er registreret i springhesteprogrammet.
  3. Føl født i moderens optagelsesår, optages gratis efter henvendelse, såfremt hingsten kan godkendes.
  4. Føl født før moderens optagelsesår kan optages gratis efter henvendelse, såfremt hingsten kan godkendes.

 

Avlsgodkendelse i springhesteprogrammet forudsætter:

  1. Kårede Dansk Varmblods hopper, født ind i springhesteprogrammet, kan få deres afkom registreret i springhesteprogrammet. Det forudsættes, at den benyttede hingst også er i springhesteprogrammet.
  2. Hingste, optaget i springhesteprogrammet, bliver løbende vurderet. Såfremt afkommet viser sig ikke at være af tilfredsstillende kvalitet, kan hingsten tages ud af springhesteprogrammet, men vil fortsat være kåret i Dansk Varmblod.

 

Optagelse i springhesteprogrammet

Der kan søges om optagelse én gang årligt, hvor Avlsledelsen gennemgår ansøgningerne. Ansøgningsfristen er 1.oktober og det er gratis at søge. På varmblod.dk under ”Tilmeldinger” ligger der et ansøgningsskema.

I Hestedatabasen påføres springhestelogoet på heste i springhesteprogrammet. Endvidere påføres hesten og dens eventuelle optagede slægtninge springhestelogoet i alle katalogudtræk fra Dansk Varmblod.

Føl, der fødes ind i programmet, får endvidere springhesteloget påført i hestepasset (når muligheden foreligger).

Ældre heste, der optages, kan få påført springhestelogoet i hestepasset mod betaling af et gebyr, såfremt hestepasset indsendes til SEGES | Heste.

 

Grundlæggende krav for optagelse

1. Kåring
 Både hopper og hingste skal som grundlæggende krav være kåret i Dansk Varmblod, før der kan ansøges om optagelse i springhesteprogrammet.

2. Afstamning 
 Optagelse af hopper: hoppen skal være berettiget til optagelse i hovedafsnittet. Far og mf. skal have et dansk springindeks over gennemsnittet. Fuldblodsislæt er ønskeligt, hvorfor der ikke stilles krav til indekstal for fuldblodsheste i afstamningen. I særlige tilfælde kan Avlsledelsen dispensere for ovennævnte, såfremt andre kriterier dokumenterer en konsolideret springafstamning.

For optagelse af hopper skal mindst ét af nedenstående kriterier opfyldes

• Gennemsnit af løsspringningskarakterer skal være mindst 8,5 (sadelkåring, 1-dages afprøvning, stationsafprøvning).Hvis gennemsnittet i springning er mindre end 8,5, men ikke under 7,5, skal hoppens ungheste-springindeks være højere end 133.

• Samlet springresultat ved Egnethedstesten skal være minimum 800 point.

• Samlet springresultat ved championaterne for 4, 5 eller 6 års heste på minimum 8,5 point.

• Status som minimum B-hest i springning (3 x fejlfrie runder i MB-klasser).

• To afkom, hvoraf minimum én er A-hest i springning (3 x fejlfrie runder i MA-klasser) og ét afkom er B-hest i springning (3 x fejlfrie runder i MB-klasser).

Avlsledelsen kan i særlige tilfælde optage hopper i springhesteprogrammet, hvor andre forhold gør dem særligt attraktive. Endvidere kan avlsledelsen til en hver tid nægte at optage en hoppe i springhesteprogrammet, selvom den opfylder de angivne kriterier.

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram