Flere DV-heste i springfinaler i Falsterbo

I springchampionaterne ved Falsterbo Horse Show er de første finalister fundet – og der er flere DV-heste i finalerne

Maria Hjorth Frederiksen og Vennedy D. Foto: Ridehesten.com

104 5-årige heste var til start i Folksam 5-års klassen ved det internationale svenske spring-og dressurstævne Falsterbo Horse Show. Efter to kvalifikationsklasser mødes de 36 bedste af dem i finalen, som afvikles lørdag den 11. juli på forhindringshøjden 1.20 m.

Der er fire Dansk Varmblods-heste kvalificeret til finalen. To af dem rides af svenske Niklas Arvidsson, som har stor erfaring netop med ridning af unge springheste, med flere finalepladser til UVM på Zangersheide gennem årene. Arvidsson rider de to DV-avlshingste Jouet Belle Epoque e. Jevel Ask Z/Celano opdr. af Helle Malmberg Hamsen og Convalmore e. Conthargos/Stakkato Gold opdr. Linus Camitz – begge hingste ejes af Majo Yard AB.

Ida Mundberg har redet sig i finalen med den hjemmeavlede Mundbergs Sandrina e. Mundbergs Sandrino Boy/Mohill Cavalier og Maria Hjorth Frederiksen sidder også på den hjemmeavlede hoppe Vennedy D e. Verdi/Diamant de Semilly – Hun er trukket på S-hesten Dublé opdrættet af Carsten Carstensen og er bl.a. halvbror til Harmilly D, der vandt individuelt guld ved Studbooks Trophy i Valkenswaard.

Ida Mundberg og Mundbergs Sandrina. Foto: Ridehesten.com

En DV-hest i 6-års finalen

Der var 66 starter i klassen for 6-års heste. Efter to kvalifikationer er 18 heste finaleklare til Folksam Open 6-års søndag morgen den 12. juli.

Én DV-hest er med iblandt de 18 deltagere, CC Dalton DWB e. Dallas VDL/Diamant de Semilly fra Stutteri Carstensen og nu ejet af Munkedal Horses. Hesten blev redet til to fejlfrie runder af Joel Torstenson.

Mie Mundberg lå lige udenfor finalen på en 19. plads med den hjemmeavlede Årets Hoppe Mundbergs Courage e. Conthargos/Tresor, som fik et nedslag i første kvalifikation, men var fejlfri i anden kval.

Senere i dag tirsdag rides anden kvalifikation til finalen i 7-års championatet, og her er der fem DV-heste til start. Se startlisten her: Horseware 7-årschampionat | Semifinal 2 - 1.40m bed. A:0

Start- og resultatlister: Falsterbo Horse Show 2026


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram