Fortjener din sportshest en konkurrencemedalje?
Har din Dansk Varmblods-hest leveret flotte resultater på konkurrencebanerne? Så kan den være kandidat til en konkurrencemedalje i bronze, sølv eller guld. Ansøgningsfristen er den 1. oktober

Bag en succesfuld sportshest ligger både avlsarbejde, uddannelse og mange timers træning. Med konkurrencemedaljerne anerkender Dansk Varmblod særligt talentfulde heste, som har bevist deres kvaliteter gennem resultater på svært niveau – og hædrer samtidig opdrætteren bag hesten.
Har du opdrættet en hest, som har markeret sig i dressur eller springning, er det derfor værd at undersøge, om resultaterne kan danne grundlag for en ansøgning.
Både hingste, vallakker og hopper med Dansk Varmblods registreringsattest kan komme i betragtning. Hesten skal ikke fremstilles, da vurderingen sker på baggrund af dokumentation for dens rideresultater.
Hvilke resultater kræver det?
Konkurrencemedaljerne tildeles som opdrættermedaljer i bronze, sølv eller guld. Følgende retningslinjer angiver de vejledende minimumskrav:
Medalje | Dressur | Springning |
Bronze | Flere placeringer i national Grand Prix ved B-stævner eller flere placeringer i minimum international Prix St. Georg. | Flere placeringer i national 145 cm ved B-stævner. |
Sølv | Flere placeringer i international Intermediaire II/Grand Prix samt EM for juniorer/young riders. | Flere placeringer i 3-stjernet nationsspringning eller international 150 cm samt EM for juniorer/young riders. |
Guld | Deltagelse i World Cup-finale, EM, VM eller OL med betydeligt resultat. | Flere placeringer i international 5-stjernet 150 cm eller deltagelse i World Cup-finale, EM, VM eller OL med betydeligt resultat. |
Retningslinjerne er udelukkende vejledende, og opfyldelse af minimumskravene giver ikke automatisk ret til en medalje. Avlsledelsen træffer suverænt beslutning om en eventuel tildeling på baggrund af den fremsendte dokumentation.
Resultater fra para-stævner og FEI-amatørklasser kan ikke indgå i vurderingen.
Send ansøgningen senest 1. oktober
Det er hestens opdrætter, der har ansvaret for at fremskaffe dokumentation for de opnåede resultater og sende den til Dansk Varmblod.
Har din hest præsteret på det krævede niveau, så få samlet resultaterne og sendt ansøgningen. En konkurrencemedalje er en anerkendelse af både hestens sportslige kvaliteter og avlsarbejdet bag.
Ansøgningsfristen er den 1. oktober.
Hent ansøgningsskemaet her.
Se hvilke heste, som opnåede medalje sidste år: Konkurrencemedaljer 2025