Guld til Atterupgaards Dictes afkomssamling
24-årige Atterupgaards Dicte er mor til fem færdigkårede hingste og flere Grand Prix-heste. Torsdag den 8. oktober blev hendes afkomssamling belønnet med guld ved en besigtigelse hjemme på Atterupgaard
Guldsamling efter Atterupgaards Dicte. Foto: privat
Der var både stolthed og glæde hos Kristine Munch Sinding, da Dansk Varmblods dommere Johnny Sørensen og Christian Springborg besigtigede afkomssamlingen efter Atterupgaards Dicte. Den 24-årige stamhoppe blev fremvist i særdeles god kondition sammen med fire afkom, og samlingen blev belønnet med guld.
– Det er jo ikke sådan noget, man bliver vant til. Det betyder virkelig meget som avler, fordi det er jo på en eller anden måde sådan en kulmination på mange, mange års arbejde, fortæller Kristine.
Fire afkom med kvalitet og resultater
Samlingen bestod af avlshingstene Atterupgaards Botticelli e. Benetton Dream og Atterupgaards Bernachi e. Bon Courage samt sølvmedaljehopperne Atterupgaards Dolly e. Asgard’s Ibiza og Atterupgaards Dixi e. Bon Courage.
Botticelli har resultater i Grand Prix, Bernachi har været UVM-finalist som både fem- og seksårig, og Dolly og Dixi har begge været finalister i Unghestechampionatet i Herning.
Trods tre forskellige fædre fremhævede dommerne samlingens ensartethed og særdeles gode type. Gangarterne fik også stor ros med blandt andet prima skridt og særdeles god trav og galop. Dommerne fremhævede hestenes talent, ridelighed og arbejdsvilje.
En avlssikker og holdbar stamhoppe
Dicte er Atterupgaards eget opdræt efter Caprimond/Donnerhall og helsøster til Atterupgaards Cassidy, der opnåede stor international succes med Cathrine Laudrup-Dufour.
Hun har selv båret 15 afkom og er mor til fem færdigkårede hingste: Fassbinder, Atterupgaards Seebach, Atterupgaards Botticelli, Atterupgaards Barcelo og Atterupgaards Bernachi. Hertil kommer medaljehopper og flere Grand Prix-heste.
En særlig glæde at have Dicte med
Atterupgaard havde gennem flere år forsøgt at få samlingen planlagt. På grund af Dictes alder ønskede Kristine ikke at vente længere, og løsningen blev en hjemmebesigtigelse. Samtidig opholdt Charlotte Jorsts Botticelli sig i Danmark, så stutteriet fik mulighed for at låne ham til samlingen.
For Kristine var det afgørende, at Dicte selv kunne være med, da hendes betydning for avlen blev anerkendt.
– Hun har gjort det helt fantastisk. Det bliver nok svært at gøre igen, siger hun.
24-årige Atterupgaards Dicte sammen med Kristine Munch Sinding. Foto: privat