Kataloget er klar til Hingstekåringen
Kataloget over hingste til kåring ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning er nu udgivet
Mange venter med spænding på kataloget over hingste til kåring i Dansk Varmblod i uge 10 i Herning. Tidligere blev kataloget trykt og solgt, sendt med posten eller solgt i forbindelse med forbundets repræsentantskabsmøde, som på daværende tidspunkt blev afviklet i februar.
Nu bliver kataloget lavet i en digital version, som man kan se på nettet via linket her: Katalog
Vil man gerne have kataloget i hånden, når man følger kåringen af hingstene i Herning, så kan man hente et gratis eksemplar i Dansk Varmblods Avlercafé eller i Showoffice (sekretariatet), begge dele finder man i KRAFFT Arena M.
I kataloget finder man bl.a. en oversigt over de mange, flotte præmier, som indgår i Dansk Varmblods lotteri. Der re også et program for de enkelte dage samt de tre forskellige opvisningshaller: Jyske Bank Boxen, KRAFFT Arena M og Dansk Hesteforsikring Arena E, har man behov for at se en mere detaljeret tidsplan skal man ind på Equipe, hvor vi medio uge 9 er klar med tidsplanen.
Kataloget over de hingste, som skal bedømmes, er disciplinopdelt i springning og dressur, desuden er hingstene opdelt i hold.
Hold 1 spring- og dressur: hingste udtaget ved forbesigtigelse og hingste godkendt i udenlandske forbund anerkendt af Dansk Varmblod (uden afprøvning)
Hold 2 dressur: 4-års hingste med bestået afprøvning
Hold 2a spring: godkendte hingste uden materialprøve
Hold 2b spring: 5- og 6-års hingste med godkendt materialprøve
Hold 3: ældre hingste med godkendt afprøvning eller sportsresultater
Hold forædler: Fuldblod-, anglo- og araberhingste
KATALOG_2026.