KRAFFT Tour of Amateurs – hvem skal til Herning?
I dag og de kommende dage kæmper 107 ekvipager om 25 pladser ved finalen i KRAFFT Tour of Amateurs i Herning – det sker ved Kingsland Christmas Show
Line Foldager Madsen vandt KRAFFT Tour of Amateurs ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i 2015. Hun ses her sammen med Jesper Bæk fra KRAFFT og flankeret af Ulrik Kristensen DV's Hovedbestyrelse samt springdommer Jens Hellmers. Foto: Ridehesten.com
KRAFFT Tour of Amateurs er en turnering som er forbeholdt amatørryttere i springning. Ryttere, som opfylder kravene for deltagelse, kæmper under Danish Christmas Show Warm Up i disse dage, om de eftertragtede pladser, der giver dem chancen for at ride ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Siden 2019 har 25 ikke professionelle springryttere fået adgang til at ride KRAFFT Tour of Amateurs i Herning, og 2026 er ingen undtagelse.
KRAFFT Tour of Amateurs er særdeles populær i Sverige, og har været det gennem flere år. Det var derfor nærliggende at brede Touren ud til også at omfatte Danmark tilbage i 2019, har Jesper Bæk, KRAFFT Danmark tidligere udtalt: - Vi har oplevet en kæmpe succes lige fra starten med mange tilmeldte ryttere til kvalifikationen ved Christmas Show og stor publikumsopbakning i Herning. Det er vigtigt også at gøre noget for bredden i ridesporten – give de ryttere en chance for at opleve de imponerende rammer ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, udtalte han.
Kingsland Christmas Show Warm Up for heste er i fuld gang på Vilhelmsborg, hvor den festligt julepyntede opvisningshal danner rammen om bl.a. udtagelsen til KRAFFT Tour of Amateurs. Rytterne rider første kvalifikation i dag torsdag, anden kvalifikation rides fredag, og så er der finale lørdag aften.
Start- og resultatlister: Kingsland Christmas Show Warm Up HEST