Læs alt om Hingstekåringen
Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning fra den 4. – 8. marts nærmer sig, og du kan følge med på Hingstekåringens egen hjemmeside

Nu er der ikke længe til, at MCH Messecenter Herning kommer til at genlyde af vrinsk og dufte af hest. Knap 1000 heste er ventet til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning fra den 4. – 8. marts, og mere end 60.000 gæster går sædvanligvis ind i de mange haller som rummer tre opvisningsbaner samt hele fem store messehaller med udstyr til rytter, hest, stald og mark med meget mere på den store messe Hest & Rytter.
De første konkurrencer går i gang onsdag, og så afvikles der fem dage med hingstekåring, Unghestechampionat, internationale dressur og springkonkurrencer, clinics samt ikke mindst to store gallashows fredag og lørdag aften med temaet: Eventyr.
Det er et stort og omfattende program, og derfor har Hingstekåringen sin helt egen hjemmeside, hvor man kan bestille billetter, se programmet, blive opdateret med informationer, hvis man er deltager og ikke mindst læse en masse nyheder og artikler.
Gå på opdagelse på dvevent.dk