Lando og Matinés Vandrestatuetter
Siden 2021 har Dansk Varmblod uddelt Lando og Matinés Vandrestatuetter til opdrætteren af avlshopper, som har gjort sig særligt bemærket i avl og sport
Under avlermiddagen lørdag aften ved KRAFFT Eliteskuet på Vilhelmsborg den 2. – 3. september uddeler forbundet, for tredje gang, to vandrestatuetter til opdrætteren af en betydelig avlshoppe i hhv. springning og dressur.
For de to vandrestatuetter, som Dansk Varmblod har indstiftet i 2021, Lando og Matinés Vandrestatuetter, gælder det, at de hver især tilfalder opdrætteren af en avlshoppe, hvis afkom har gjort sig særligt bemærket i sporten, avlen eller begge dele. Avlshoppen skal være registreret i Dansk Varmblod, afdøde hopper kan også udnævnes. Udnævnelsen afgøres af avlsledelsen og annonceres under eliteskuet. Sammen med vandrestatuetten tildeles et erindringsbillede.
Som en del af Avlsplan 2030 er det Dansk Varmblods ønske, at sætte mere fokus de mange dygtige avlere og de særdeles gode avlshopper, vi har herhjemme. Alle kan få adgang til tophingste, men at have en avlshoppe, som producerer afkom af en helt særlig kvalitet, det er langt vanskeligere at få adgang til. Bag disse top-ydende avlshopper ligger et stort, gennemtænkt avlsarbejde. Og forbundet vil hvert år hædre to avlere med den smukke vandrestatuette, som er miniaturekopier af den store statue, man kan opleve på græsplænen foran Vilhelmsborgs hovedbygning, som bl.a. rummer Dansk Varmblods sekretariat.
Lando og Matiné
Landos vandrestatuette gives til ”Årets Ældre Springavlshoppe” og Matinés vandrestatuette gives til ”Årets Ældre Dressuravlshoppe”.
De to priser er navngivet efter to betydelige DV-heste. Avlshingsten Lando DH 430 e. Lancier/Raimondo opdrættet af Henning Staun vandt sølv ved OL i Sidney med hollandske Albert Voorn i sadlen. Hingsten er efter pensionering fra sporten indsat i avlen i Frankrig.
Se deres omspringning ved OL her:
Hoppen Blue Hors Matiné e. Blue Hors Silver Moon/Matador opdrættet af Inger Katballe vandt sølv og bronze ved WEG i Aachen tilbage i 2006 under Andreas Helgstrand. Da de to bragede ind på den internationale dressurscene i 2006 var hoppen 9 år, og hun fik mange fans verden over for sin exceptionelle piaffe og passage. Der var også første gang publikum klappede af en dressurekvipage i mesterskabskonkurrence, da Andreas og Matiné viste deres flotte passage på den sidste midterlinje i Aachen.
Deres VM-kür er vist mere end 20 millioner gange på YouTube:
De tidligere vindere
Den første vinder af Landos vandrestatuette var elitesølvmedaljehoppen Diana e. Diamant de Semilly/ Quidam de Revel, som er avlet og ejet af Tove og Carsten Carstensen. Diana er helsøster til avlshingsten Diamant de Revel. Diana var årets 2-årige springhoppe i Dansk Varmblod og blev som 3-års kåret med sølvmedalje. Hun fik som 4-års i 2008 sit første føl og har fået føl hvert eneste år siden – i alt 15 føl. Blandt Dianas afkom er to kårede hingste, Hattrick e. Heartbeat og Casanova Hästak DWB e. Cosmeo. Både Hattrick og hans helbror Handybeat er S-heste i springning, og der er en hel række af unge springheste på vej i sporten. I 2017 blev Diana tilkendt guldmedalje for en afkomssamling, der blev fremstillet i ved hingstekåringen i Herning.
Avlerparret Tove og Carsten Carstensen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen.
Første vinder af Matinés vandrestatuette var eliteguldmedaljen Bøgegårdens Don Romina e. Blue Hors Don Schufro/ Lionell, der er avlet Theodor Schmidt og ejet af Straight Horse. Hoppen blev solgt til Andreas Helgstrand som 3-års, inden den fik opdrættermedalje i guld og blev årets hoppe. Hun er sidenhen solgt til Mogens Petersen, der driver Straight Horse sammen med Eva Götzsche. Don Romina har leveret en stribe fremragende afkom, der anføres af den tredobbelte verdensmester, hingsten Sezuan e. Blue Hors Zack, og hans helsøstre Straight Horse Sezuanna, der som sin mor var årets hoppe og kåret med guldmedalje, og sølvmedaljehoppen Straight Horse Ascenzione, der i dag er succesfuld under tyske Helen Langehanenberg.
Theodor Schmidt sammen med Dansk Varmblods næstformand Per Springborg og HB repræsentant i avlsledelsen Inge Madsen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen.
Sidste år gik Matinés vandrestatuette til den 20 år gamle elitehoppe Atterupgaards Dicte e. Caprimond/ Donnerhall, der er opdrættet og ejet af Atterupgaard v/ Kristine Munch og er helsøster til OL-hesten Atterupgaards Cassidy. Dictes 14 afkom tæller bl.a. de fire kårede hingste, Fassbinder, Atterupgaards Seebach, Atterupgaards Botticelli og Atterupgaards Barcelo samt sølvmedaljehoppen Dolly og adskillige afkom med succes i dressursporten som bl.a. A-hesten Berlucchi.
Kristine Munch flankeret af HB repræsentant i avlsledelsen Inge Madsen og den daværende talmand for Avlsledelsen for dressur, Claus Hansen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Landos vandrestatuette blev sidste år tildelt den 21-årige elitehoppe Henna Ask e. Kannan/ Freibeuter, der er opdrættet af Stutteri Ask og hele sit liv passet af Gry Christensen, som modtog statuette og blomster. Også Henna er mor til 14 afkom og heriblandt de tre kårede hingste Canon Ask, Cyrano Ask og Casper Ask samt sølvmedaljehoppen Henni Ask og bronzemedaljehoppen Holly Aski lighed med en række succesfulde sportsheste, hvoraf både Canon Ask og Hait Ask er A-heste i springning.
Talsmand for avlsledensens springafdeling Johnny Hansen og HB repræsentant i avlsledelsen Inge Madsen overrakte vandrestatuette, blomster og billede til hestepasser Gry Christensen og Kaj Rosenlund fra Stutteri Ask. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard