Nu starter DV’s UVM-udtagelse

I dag, onsdag starter Dansk Varmblods UVM-udtagelse af dressurheste ved DM-stævnet i Randbøl. Over de kommende dage vil dommerne vurdere 75 potentielle UVM-deltagere


Dansk Varmblod har stor succes ved UVM for unge dressurheste. Sidste år var et rigtigt jubelår med 9 ud af 12 deltagere i finalerne og tre medaljer, en af hver karat. I dag, onsdag den 27. maj starter den grundlæggende vurdering af de 5-, 6- og 7-årige heste, som er til meldt udtagelsen, der finder sted hos Randbøl Dressage Academy samtidig med DM-stævnet.

Dommerne Gunilla Nyman og Jens Holm Kristensen skal vurdere i alt 75 tilmeldte heste, og blandt dem er flere tidligere UVM medaljetagere, UVM-finalister, avlshingste og medaljehopper. Det er et særdeles interessant felt af unge topheste, vi får at se i Randbøl de kommende dage. To gange skal rytterne præsentere deres unge heste for dommerne i et alderssvarende FEI-program, og herefter bliver der sat en bruttotrup på mindst 8 heste i hver årgang, som skal mødes til den endelige udtagelse på Vilhelmsborg i juli. Bruttotruppen for alle årgange bliver offentliggjort lørdag. 


Det er de 6-årige heste som åbner udtagelsen i Randbøl. Der sker fra kl. 14, og der er 27 deltagere til start. Som man kan se af startlisten:

Future Dressage Dansk Varmblod UVM iagttagelse 6 års præsenteret af Stutteri G

En tilmeldt 6-års hest figurerer ikke på startlisten ved første udtagelse, det er bronzevinderen fra UVM i Verden sidste år, avlshingsten Straight Horse Leonardo, som er godt på vej i et genoptræningsforløb efter en mindre skade. Der er fremsendt dyrlægeattest på hingsten, som, hvis dommerne ønsker det, kan udtages til den anden besigtigelse på Vilhelmsborg. Det samme gælder den 7-årige Fiontino, der er helbror til den tredobbelte UVM-guldvinder Fiontini og UVM-sølvvinder Fiontina.

Torsdag kl. 8.00 er tid for første besigtigelse af de 5-årige heste. Her skal dommerne se 24 heste, bl.a. Årets Hoppe i Dansk Varmblod Søbakkehus Miss Malfoy og vinderen af Unghestechampionatet i Herning EVO Ivy Blue.

Se mere her: Future Dressage Dansk Varmblod UVM iagttagelse 5 års heste

Anden bedømmelse af de 6-årige heste sker torsdag kl. 13.30.

Fredag rides den anden bedømmelse af de 5-årige heste fra kl. 9,00, og samme dag, kl. 14.40 rides første bedømmelse af de 7-årige heste. Der er 16 heste til bedømmelse og iblandt dem sidste års UVM-sølvvinder Brandtbjergs Divya, som nu rides af ungrytter Theresa Rosenkilde. UVM-finalist, avlshingsten Svalegårds Hot Driver redet af Carina Cassøe Krüth er også blandt de startende.

Se startlisten her: Future Dressage Dansk Varmblod UVM iagttagelse 7 års heste

Lørdag kl. 8,00 rides anden bedømmelse af de 7-årige heste, og efter sidste rytter har forladt banen, vil dommerne give besked om, hvilke heste vi ingen skal se, når den endelige udtagelse til UVM finder sted på Vilhelmsborg i starten af juli.

Som man kan se af startlisterne, er der enkelte ekvipager, som ikke starter i deres respektive årgange. Det skyldes, at hestenes travle ryttere, er blevet forhindret i at ride. Dressurudvalget har været åbne overfor at få puslespillet til at gå op for de ryttere. På startlisten kan man se, hvilke ekvipager det drejer sig om.

Udtagelseskonkurrencerne finder sted på den nyanlagte arena 3, som skal bruges ved afviklingen af EM i dressur næste år i august.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram