Nye udtagelseskriterier til UVM

Efter udmeldingen i sidste uge fra FEI/WBFSH om minimums udtagelseskrav til UVM i springning, har Dansk Varmblod ændret på udtagelseskriterierne

Dansk Ride Forbund og Dansk Varmblod samarbejder om at sende et forbundsteam til FEI - WBFSH World Breeding Championships – Jumping – eller UVM på Zangersheide. World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH) og Fédération Équestre Internationale (FEI) offentliggjorde den 11. maj en væsentlig opdatering af rammerne for den nationale udtagelse af heste til verdensmesterskabet. Nu indføres Minimum Eligibility Requirements (MERs) for deltagelse i mesterskaberne.

Det kunne man læse om i nyheden: Nye retningslinjer for UVM i springning

Bo K. Møller og Kristian Skovrider udtager et forbundsteam for Dansk Varmblod til UVM på Zangersheide. Foto: Ridehesten.com

Dansk Ride Forbund og Dansk Varmblods udtagelsesprocedure

Det er Bo K. Møller og Kristian Skovrider, som er ansvarlige for at sammensætte et forbundsteam for DRF/DV til mesterskabet. På et møde mellem dem og Frank Evald fra Dansk Varmblods hovedbestyrelse den 12. maj 2026 blev der opsat danske kriterier for udtagelse. Og de er nu godkendt af rideforbundet.

Ryttere, som vil komme i betragtning til udtagelse til UVM på Zangersheide, skal fortsat tilmelde sig en bruttoliste (observationsliste) via Dansk Varmblods tilmeldingssystem. Kvalifikationskravene bliver som følger:

Kun resultater opnået i indeværende udendørssæson er gældende.

Resultaterne skal opnås ved CSIYH-stævner, nationale B-stævner samt ved deltagelse i 5-, 6- eller 7-års klasserne ved Falsterbo Horse Show.

For at være kvalificeret til evt. udtagelse skal Dansk Varmblods heste opnå følgende:

  • 5-års heste – 3 fejlfri runder i konkurrencer på minimum 120 cm
  • 6-års heste – 3 fejlfri runder i konkurrencer på minimum 130 cm
  • 7-års heste – 2 fejlfri runder i konkurrencer på minimum 135 cm og 1 fejlfri runde i 140 cm

Som man kan læse, er de danske udtagelseskrav skærpede i forhold til MERs. Det skyldes, at udtagelseskomiteen ønsker at være sikre på, at de ekvipager vi sender til UVM kan honorere de krav, som bliver stillet til ekvipagerne ved verdensmesterskaberne.

Vinderen af championatsfinalerne på Stutteri Ask (bedst placerede DV-hest) er fortsat selvskrevet til en plads ved UVM, under forudsætning af, at den er tilmeldt bruttolisten, og at den opfylder de danske MERs. Der skal udtages 5 ekvipager i hver årgang til Zangersheide. Derudover vil der blive udpeget 2 reserver i alle årgange.

Se tilmelding til bruttolisten her: Tilmelding UVM bruttoliste i springning


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram