Onlinebuddene på 34 eksklusive dressurføl åbner i dag
Fra i dag kan interesserede købere afgive onlinebud på de 34 nøje udvalgte dressurføl, som lørdag den 5. september kommer under hammeren ved Dansk Hesteforsikring Elitefølauktion under KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus

Nu begynder nedtællingen til årets Elitefølauktion på Vilhelmsborg. I dag, onsdag den 2. september kl. 9.00, åbner online pre-bidding på de 34 dressurføl i kollektionen til DWB Elite Foal Auction Dressage 2026.
Kollektionen rummer attraktive føl med moderne type, stærke bevægelseskvaliteter og afstamninger, der repræsenterer nogle af de mest eftertragtede blodlinjer i international dressurhesteavl. Bag føllene findes veldokumenterede moderstammer med medaljehopper, kårede hingste, championatsheste, UVM-deltagere og Grand Prix-heste.
Byd hjemmefra allerede nu
Onlinebuddene afgives via Horse24, hvor interesserede købere kan oprette sig som budgivere og følge budgivningen frem mod lørdag.
Pre-bidding er åbent fra:
Onsdag den 2. september kl. 9.00 til lørdag den 5. september kl. 16.00.
Når online pre-bidding lukker, bliver det højeste bud på hvert føl overført som startbud til aftenens ONLIVE®-auktion. Her fortsætter budgivningen både blandt gæsterne i opvisningshallen på Vilhelmsborg og online, så det er muligt at deltage i auktionen, uanset hvor man befinder sig.
Auktion og avlerfest på Vilhelmsborg
Dansk Hesteforsikring Elitefølauktion afvikles lørdag aften som et af højdepunkterne ved KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus.
Auktionen bliver samtidig en del af Årets Avlerfest, hvor avlere, ryttere, hesteejere og venner af Dansk Varmblod samles til en festlig aften med middag, auktion, livemusik og dans.
Billetter til spisning kan købes under Tilmeldinger her på sitet.
Gå på opdagelse i kollektionen, se videoer og afstamninger – og afgiv dit bud på Horse24.