Randbøl er igen vært for Følauktion Jylland
Følauktion Jylland kombinerer handel og hygge, når der inviteres til auktion, clinic og middag hos Randbøl Dressage Academy i september
Dyreste springføl på Følauktion Jylland i 2025 blev hingsteføllet Grøntangs Cers e. Cero Blue TN fra Caroline Krog. Det gik for 50.000 kr. til Tony Brun Holding. Foto: Ulrik Kristensen
De tre jyske Dansk Varmblods regioner 4, 5 og 6 samarbejder om at afvikle Følauktion Jylland. Auktionen er særdeles populær hos opdrættere, og hos mulige købere. Randbøl Dressage Academy danner den perfekte ramme omkring Følauktion Jylland. Føl og hopper bliver opstaldet i de faste stalde, og det bliver den imponerende opvisningshal, som danner rammen om selve auktionen.
Følauktion Jylland afholdes den lørdag den 19. september på adressen: Tørskindvej 70, 7183 Randbøl.
Det er også en aften, hvor der er plads til hygge og fællesskab, idet der er middag fra kl. 17.30, mens selve følauktionen begynder kl. 19.00. Man kan tilmelde sig middagen, som koster 300,- inkl. drikkevarer til: kvistenrikke@hotmail.com
Man er naturligvis velkommen til at overvære auktionen fra tilskuerpladserne uden at købe mad. Det er gratis at overvære auktionen, og man kan købe drikkevare på stedet under auktionen.
Clinic og sponsorauktion
På auktionsdagen bliver føllene præsenteret inde i hallen om eftermiddagen fra kl. 15.00. Auktionarius svinger hammeren over forskellige sponsoreffekter fra kl. 18.30. Inden da kan man opleve den tidligere landstræner Dennis Fisker, som driver Randbøl Dressage Academy, give lille clinic. Og så kommer først føl under hammeren kl. 19.00.
Kan man ikke være til stede i hallen, kan man følge livestreaming på nettet samt byde på telefonen.
Hvem og hvornår?
Dansk Varmblods medlemmer kan tilmelde føl til auktionen, og føllene skal være registrerede i Dansk Varmblod. Inden auktionen skal de være chipmærkede og DNA testede.
Der er plads til 60 føl på auktionen, heraf er de 12 pladser til føl af springafstamning. Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet.
Tilmeldingen finder man på Dansk Varmblods hjemmeside – www.varmblod.dk under ”Tilmeldinger” – og fristen er den 24. august.
Arrangørerne ser frem til en hyggelig og forhåbentlig succesfuld aften i de smukke rammer på Randbøl Dressage Academy den 19. september.