Seks føl til Eliteskue udpeget i region 4
Dansk Varmblod region 4 afviklede følskue søndag den 2. august med i alt 48 føl til bedømmelse og heraf blev 18 udpeget til finalen

Kamar’s Etcetera Noir Hit e. Erste Sahne/De Noir fra Stald Kamar v/Morten Kappel Petersen. Foto: Ridehesten.com
Ved følskuet i region 4 mødtes i alt 18 føl i en forrygende finale – 11 hingsteføl og 7 hoppeføl havde dommerteamet givet adgang til finalen. Dommerne i Esbjerg var Vicky Nortvig og Else Libach med Cille Beckmann som sekretær.
Dynamic Dream var repræsenteret i finalen af tre hingsteføl og et hoppeføl, mens V-power stod bag tre hingsteføl i finalen. Gørklintgård v/Jørgen Ravn havde et hoppeføl og et hingsteføl i finalen begge efter stutteriets egne hingste hhv. Gørklintgårds Mojo og Gørklintgårds Million.
B.S. Melody Dream. Foto: RIdehesten.com
To hoppeføl til Eliteskue
Blandt de syv hoppeføl fik to adgang til KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus.
Skuets Bedste Hoppeføl blev Kamar’s Etcetera Noir Hit e. Erste Sahne/De Noir fra Stald Kamar v/Morten Kappel Petersen. Føllet er trukket på RDH-hoppen Strenagers Santana som bl.a. også har givet sidste års finaleføl ved Eliteskuet, Kamar’s Bech Noir Hit e. Be Sure.
Dommerne var begejstrede for hoppeføllet, som de bl.a. betegnede: Der er masser af rammer på føllet, men dommerne kunne godt ønske sig lidt mere udtryk på føllet. Halsen hvælver flot, hun er ekstrem kraftfuld i sin bevægelse, konstant op-ad-bakke, der er masser af rummelighed og god mekanik i trav, og med en kraftfuld galop til et 9-tal.
Cille Bechmann Schultz og Jørn Bechmann fik udtaget B.S. Melody Dream e. Dynamic Dream/Quarterhit til Eliteskuet.
Dao Lee blev Skuets Bedste Hingsteføl. Foto: RIdehesten.com
Fire hingsteføl til Eliteskue
Det blev Dynamic Dream-sønnen Dao Lee fra Maria Størup, som dommerne udpegede til Skuets Bedste Hingsteføl. Han er trukket på RDH-hoppen Peggy Lee e. Grand Galaxy Win, og han er hoppens tredje føl. Maria Størup havde to hingsteføl i finalen, den anden Vitalik e. V-Power/Fynch Hatton.
Om Dao Lee sagde dommerne: Det er en prima model, meget storrammet og ædel og udtryksfuld med en velformet hals, der som dommeren sagde næsten var spot-on. Føllet har en god, passende lang og særdeles velfungerende overlinje. Han bevæger sig velkoordineret og med stor bæring.
Yderligere tre føl indløste billet til Eliteskuet:

Vouvray Fae e. V-Power/Blue Hors Don Olymbrio opdrættet af Heanette Haugaard og ejet af Helena Højby

TH Diamond Dream e. Dream Royal/Blue Hors Kingston fra Thorhauge Horses

Gørklintgårds Marlon e. Gørklintgårds Million/Blue Hors Son Schufro fra Gørklintgård v/Jørgen Ravn.
Se dagens resultater her: DV region 4 følskue, 2-års og eksteriørkåring dressur