Stor opbakning til Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup

 Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup har oplevet stor interesse blandt ryttere fra hele landet. Nu venter spændende konkurrencer både på Vilhelmsborg og hos Sportsrideklubben – og der er også flotte præmier til avlerne bag de bedste Dansk Varmblods-heste

Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup har på kort tid udviklet sig til en populær turnering for amatør- og breddedressurryttere. Den store tilslutning viser, at der er behov for attraktive konkurrencetilbud, hvor rytterne kan mødes under gode rammer og samtidig sætte fokus på de danskavlede dressurheste.

Cuppen afvikles i både en LA- og en MB-Cup med konkurrencer øst og vest for Storebælt i dagene fra den 3. – 6. september. På Vilhelmsborg rides der cupklasser torsdag -fredag og lørdag-søndag, mens rytterne øst for Storebælt mødes hos Sportsrideklubben i weekenden.


Flotte præmier til avlerne

Helgstrand Dressage bakker markant op om cuppen og sætter samtidig fokus på avlerne bag de deltagende Dansk Varmblod-heste.

Avlerne af de tre bedst placerede heste i både LA- og MB-cuppen (samlede vinder) modtager et gavekort til en bedækning. Dermed bliver ikke alene rytternes præstationer hædret – også det mangeårige avlsarbejde bag hestene bliver anerkendt. Der er præmier til de tre bedst placerede på Vilhelmsborg efter afviklingen torsdag/fredag samt efter afviklingen lørdag/søndag. Og ved stævnet hos Sportsrideklubben er der præmieoverrækkelse i de to cups søndag.

For at modtage det flotte gavekort skal avleren være til stede ved præmieoverrækkelsen. Avlerne opfordres derfor til at møde op og følge deres heste, når placeringerne skal afgøres.

Søndag den 6. september vil vi på varmblod.dk offentliggøre, hvilke ryttere/heste, der er kvalificerede til finalen, som finder sted under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts 2027.


Et stærkt fællesskab omkring DV-hesten

Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup er med til at samle ryttere, avlere og hesteejere omkring glæden ved dressursporten og den Dansk Varmblod-hest, som forbinder dem.

Den store opbakning til cuppen understreger samtidig bredden i dansk dressuravl. Dansk Varmblod-hestene gør sig gældende på alle niveauer – fra de populære amatørklasser til den internationale topsport.

Start- og resultatlister finder man på Equipe - der er sidste frist for tilmeling til Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup den 28. august.

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram