Stutteri Åtoften med to hingste til kåring
Annette Bugge og Claus Hansen fra Stutteri Åtoften har fået udtaget to unghingste til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning
Stutteri Åtoften ved Annette Bugge og Claus Hansen – parret ses har med deres guldmedaljehoppe Åtoftens Zehavia e. Blue Hors Zack ved Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue i 2018 – mønstret af Christian Springborg. Foto: Ridehesten.com.
Ved forbesigtigelsen blev der udtaget 29 dressurbetonede hingste, som har fået adgang til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning fra den 6. – 10. marts.
I serien af artikler om Dansk Varmblods unghingste til kåring i Herning er tiden kommet til at se nærmere på to stutterier, der producerer dressurheste, og som begge har fået to hjemmeavlede unghingste udtaget til hingstekåringen fra forbesigtigelsen i december.
Det første stutteri vi præsenterer er Stutteri Åtoften ved Randers. Det succesfulde stutteri drives af Annette Bugge og Claus Hansen. De har fået udtaget to unghingste til kåring: Åtoftens Jabari e. Jovian og Åtoftens Zorian e. Blue Hors Zack. Begge hingste er solgt, og bliver i Herning fremstillet af hhv. Helgstrand Dressage og Steffen Kristensen/Susanne Barnow.
Årets Avlere i region 5
- Vi glæder os til at følge unghingstene, fra dag et under rytter, på fast bund og over longering og løsvisning, vi tager det hele med, indleder Claus Hansen. Han og Annette Bugge blev i 2022 kåret som Årets Avlere i region 5, samme år som Claus i øvrigt valgte at sige farvel til jobbet som talsmand for Avlsledelsen.
Hans passion for avl strammer fra barndomshjemmet, hvor hans far Willy Hansen avlede med succes, og Willys hoppestamme, samt stutterinavnet, videreføres af Annette og Claus, der i dag avler på fem stammer, hvoraf de fire nu har fået hingsteemner udtaget til kåring. Inden Claus og Annette dannede par havde avlen også fået tag i Annette, som købte en hoppe hos Stutteri Uno, ifolede den og fik et pragtfuldt hingsteføl, ERA Dancing Hit, som hun solgte til Jørgen Steen Jensen. Hingsten blev kåret med guldmedalje, men brækkede som 4-års benet og måtte aflives.
Dem passion for avl som parret deler betyder også, at de kommer til at holde skarpt øje med hingstene til kåring. Der er her man kan danne sig et indtryk af de forskellige blodliner, hvad de kan tilføre avlen, hvad der virker og hvordan årgangen ser ud, understreger Claus.
- Vi bruger også kåringen til refleksioner over, hvilke hingste, der skal bruges til ifolinger, og så en masse forventninger og glæde, fortæller Claus, og fortsætter: Det bliver spændende at se, om de overvejelser man har gjort, har holdt stik. Og så bliver det også meget spændende at følge vores egne hingste.
Annette og Claus forsøger at følge med ikke alene i kåringen af hingstene, men også se de største sportsklasser, Unghestechampionatet – ja, alt det, de nu kan nå på de fem dage kåringen strækker sig over.
- Og så ser vi meget frem til at komme til Herning og møde de andre avlere, få noget snak og en masse hygge, understreger Claus. De hingste, som kommer fra stutteriet har de solgt som føl. – Vi er glade for, at ejerne giver dem muligheden for at blive vist frem, og så får de begge de optimale chancer hos de nye ejere, understreger han.
Åtoftens Jabari. Foto: Ridehesten.com
Fire hingste udtaget
Det er ikke første gang stutteriet er repræsenteret med unghingste ved Dansk Varmblods Hingstekåring, de har tidligere fået godkendt Åtoftens Joviani e. Jovian/Bennetton Dream og Åtoftens Springtime e. Springbank II VH/Zalando (færdigkåret med opdrættermedalje i sølv).
De to hingste, som kommer til at repræsentere stutteriet ved dette års kåring er begge hoppernes første afkom.
Åtoften Jabari e. Jovian er trukket på sølvmedaljehoppen Åtoftens Revolina (Revolution - BH Zack - BH Don Schufro) med højt afprøvingsresultat. Hun er ud af Åtoftens gamle hoppestamme med medaljehopper og elitehopper i stammen. Hingsten er solgt til Helgstrand Dressage.
Åtoftens Zorian e. Blue Hors Zack er solgt til Susanne Barnow og Steffen Kristensen, og de fremstiller hingsten i Herning. Susanne Barnow red i øvrigt Åtoftens Dancing Memory e. ERA Dancing Hit / Benetton Dream ved UVM i Ermelo sidste sommer.
Åtoftens Zorian er trukket på Fiesta’s Daughter e. San Amour, denne hoppe er af guldrandet præstationsafstamning, idet hendes mor er helsøster til Elitehingsten Blue Hors Don Schufro.
Åtoftens Zorian. Foto: Ridehsten.com
ÅTOFTENS JABARI 208333DW2130564
Ejer: Helgstrand Dressage ApS , Uggerhalnevej 80 , 9310 Vodskov
Født hos: Stutteri Åtoften I/S, Gl. Silkeborgvej 27 , 8920 Randers NV.
F: JOVIAN DVH 1302
M: ÅTOFTENS REVOLINA 208333DW1702314 SRDH
MF: REVOLUTION DVE 1234
MMM er også mor til Åtoftens Zaricko 208333DW0400991 (Blue Hors Romanov DVE 818) B/drs.
ÅTOFTENS ZORIAN 208333DW2132415
Ejer: Steffen Kristensen og Susanne Barnow, Hørslevvej 137 , 8462 Harlev J
Født hos: Stutteri Åtoften I/S, Gl. Silkeborgvej 27 , 8920 Randers NV.
F: BLUE HORS ZACK DVE 943
M: FIESTA'S DAUGHTER DE433330861117 RDH
MF: SAN AMOUR DE433330231804
MM er også mor til Blue Hors Zatchmo DVH 1116 (Blue Hors Zack DVE 943) KÅRET, FEI GP/drs., Blue Hors Zirrus DVH 1208 (Blue Hors Zack DVE 943) Hingstekåring: Godkendt til afprøvning, DRF 6-års finale dressur, GP/drs.
MMM er også mor til Blue Hors Don Schufro DVE 690 (Donnerhall DE333330887081) FEI GP/drs., OL finalist
I marts 2022 tegnede Dansk Varmblods medlems magasin Ridehesten et portræt af Stutteri Åtoften.
Køb billetter til Hingstekåringen HER