Testrytterne er klar til Herning

Dansk Varmblod har lavet aftale med to særdeles kompetente ryttere, som skal løfte jobbet som testrytter i Unghestechampionatet i Herning

 Ved Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning, samler publikumsinteressen sig især om fremmedryttertesten, hvor finalisterne skal rides af en testrytter. Tilbage i begyndelsen, i 1980, hvor Unghestechampionatet blev afviklet i Herning for første gang, var der tre testryttere på hestene: beriderne Claus Sørensen, Finn Greve og Leif Sørensen. Efter alle tre at have redet hestene kom de med en fælles udtalelse: ”Hestene var bedre, end vi havde troet, men de var dårligere redet, end vi havde ventet.”

I dag er hestene disciplinopdelt i springning og dressur, og der er meget stor forskel på, hvordan afviklingen af Unghestechampionatet foregår. Dog er der én ting til fælles; finalisterne skal rides af en testrytter.

 Daniel Bachmann Andersen, testrytter i dressur. Foto: Ridehesten.com

Daniel er testrytter i dressur

I Blue Hors Unghestechampionat bliver det for femte gang OL-rytter Daniel Bachmann Andersen, som skal teste de unge heste. Daniel får stor ros for sin måde at teste hestene på, og for at kommunikere til publikum, hvad han føler, når han sætter sig i sadlen på en for ham, ukendt hest.

Daniel er fremragende til at kommunikere dette ud til publikum, og netop dette er for Daniel en meget vigtig del af opgaven. Som han fortæller, ved at formidle, hvad han føler og tænker undervejs, giver det tilhørerne inspiration til deres egen træning. På den måde bliver testrytterprøven lørdag og søndag formiddag inde i Jyske Bank Boxen en clinic af de helt særlige for dressurentusiaster.

Daniel og publikum kan se frem til at gense hestene i Unghestechampionatet. De har været gennem en Egnethedstest rundt om i landet i oktober/november måned, og det er de godt 50 bedste heste herfra, som kommer til Herning. Og kvaliteten har været så høj ved Egnethedstesterne som aldrig tidligere, fortæller Bjarne Nielsen, der har været en af de tre gennemgående dommere ved Egnethedstesterne. Det samme har berider Rune Willum, og det er ham som skal dømme Unghestechampionatet sammen med de tyske dommere Heike Kemmer og Sven Rothenberger.

Det er de bedste 21 heste, som går direkte til testrytterdelene, mens de tre bedste heste fra B-finalen følger de øvrige ind i finalen.

Dressurhestene bliver redet af egen rytter onsdag og torsdag inde i Jyske Bank Boxen. Fredag har de hviledag (eller går B-finale), og så afvikles testrytterdelen fordelt på to heat med i alt 24 heste, lørdag og søndag formiddag inde i Boxen.

 Testrytter Konstantin Deeken Künnemann. Foto: Ridehesten.com

Konstantin skal teste springhestene

Gennem årene har flere profiler været testryttere i Dansk Varmblods Unghestechampionat for springheste, og i år er ingen undtagelse. Forbundet har lavet aftale med Konstantin Deeken Künnemann, 27 år om at løfte opgaven. Han har flere gange selv redet heste i Unghestechampionatet, og havde egentlig også kvalificeret en til championatet i år, men efter aftale med ejeren bliver der fundet en anden løsning på det.

Konstantin er testrytter ved springhingstenes 20-dages test, og den professionalisme og åbenhed han er gået til opgaven med, er særdeles positivt. Han har også vist, at han er i stand til at omstille sin ridning, og tilpasse den til hesten han sidder på, og samtidig give en fair og faglig kompetent bedømmelse af hver enkelt hest. Han var en meget vellidt kommentator på TV2 i forbindelse med OL i Paris, og han har dermed også vist, at han er en god formidler. Dansk Varmblod glæder sig meget til at opleve ham som testrytter på springhestene i Katrinelund Unghestechampionat i Herning, hvor hestene springer to gange med egen rytter, og de bedste 20 heste, fordelt på to heat, bliver afprøvet af testrytteren.

- Jeg syntes det er store sko at fylde, men jeg glæder mig helt vildt, indleder Konstantin Deeken Künnemann, og han fortsætter: - Det bliver en oplevelse, og jeg har meget respekt for opgaven, og sætter meget stor pris på at blive spurgt.

Springhestene springes af egen rytter over to dage onsdag og torsdag eftermiddag inde i KRAFFT Arena M, hvor de bliver bedømt af Bo Kristoffersen og Bo K. Møller. Fredag er hviledag for finalisterne, og så mødes de 20 bedste heste i testrytterfinalen fordelt over to heat lørdag og søndag inde i KRAFFT Arena M.

 

Hestens Værns Championatspris

Daniel og Konstantin skal give en kapacitets- og ridelighedskarakter, og så skal de udpege ”Hestens Værns Championatspris” for hvert år uddeler Hestens Værn en ærespræmie i Unghestechampionatet i dressur og springning. Ærespræmien er en velfærdspris givet til den hest, som testrytteren i hhv. springning og dressur peger på. Testrytteren vurderer, hvilken hest, der viser mest fysisk og mentalt overskud under fremmedryttertesten. Hesten skal samtidig være korrekt uddannet i forhold til træningsskalaen, og dermed også være alderssvarende uddannet.

 

Dansk Varmblods Hingstekåring har egen hjemmeside. På dette site finde man masser af informationer, nyheder, program mv. ligesom det er via denne hjemmeside, man skal bestille billetter. Du finder siden her: DVEvent


orsiden


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram