Ti hopper til eksamen i Tørring
Onsdag den 25. juni er der afslutning på Dansk Varmblods Stationsafprøvning i Tørring for spring- og dressurhopper – 10 hopper skal til eksamen

Ti hopper har gået en 30 dage lang stationsafprøvning på Tørring Ridecenter under ledelse af berider Torben Frandsen. Ved Stationsafprøvningen i Tørring er det muligt at få afprøvet både spring- og dressurhopper.
Onsdag den 25. juni er det eksamens dag for to springbetonede og otte dressurbetonede hopper. Hopperne bliver eksteriørbedømt, og går en rideprøve mens springhopperne også bedømmes i løsspringning.
Det er de to springhopper, som først skal til bedømmelse. De bliver løssprunget og skal senere gå rideprøve under deres daglige rytter.
De otte dressurheste til bedømmelse vises i gangarter under daglig rytter.
I forbindelse med kåringen bliver hopperne målt og mønstret på fast bund for dommerne. Det sker som det første fra kl. 9.00. Herefter bliver der løsspringning fra kl. 10.15, hvorefter hestene vises under rytter fra kl. 10.45. Det forventes, at der bliver finale med tildeling af kåringsgrad og evt. udtagelse af hopper til KRAFFT Eliteskue fra kl. 13.15.
Der er frokost i cafeteriaet fra kl. 13.30, men cafeteriet er åbent hele dagen. Alle er naturligvis velkomne til at overvære afprøvningen.
Se kataloget her: Katalog_Stationsafprøvning_Tørring_JUNI_2025
Gode grunde til at vælge Dansk Varmblods stationsafprøvning af hopper
Hoppen afprøves det sted, hvor hun trænes
Hoppen får, som til sadelkåring, karakterer af dommerne på afslutningsdagen. Men derudover giver træningsleder også karakterer for det daglige arbejde.
Stationsafprøvningen varer en måned. Hoppen skal være redet min. 1 måned inden indsyning. I løbet af perioden ride hopperne ca 20-25 gange af træningslederens ansatte. Træningsleder bedømmer undervejs hoppernes ridelighed, samt evner i dressur- eller springdisciplinen. På afprøvningens sidste dag bedømmes hopperne desuden af Dansk Varmblods dommere, og hoppen har i den forbindelse også mulighed for at blive kåret.
Den næste stationsafprøvning finder sted på Frederiksværk Ridecenter under ledelse af berider Karin Nissen. Der er indsyning den 8. juli og eksamen den 5. august. Sidste tilmelding er den 1. juli.