Tilmeldingen åbner DWB Amateur Cup

 Mandag den 3. august kl. 10.00 åbner tilmeldingen til Dansk Varmblods B-stævne i dressur på Vilhelmsborg, herunder Helgstrand Dressage DWB Amareur Cup øst og vest for Storebælt

Der er lagt op til en særdeles spændende weekend, når Dansk Varmblod og Dansk Varmblod Rideklub afvikler B-stævne og KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus den 3.-6. september. Her venter fire dage med dressur i topklasse, hvor både amatørryttere, championatsheste og Grand Prix-ekvipager mødes i nogle af landets smukkeste rammer.

En af stævnets helt store attraktioner bliver vestkvalifikationen til Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup. Samtidig afvikles den sjællandske kvalifikation hos Sportsrideklubben i Bernstorffsparken, så amatørryttere på begge sider af Storebælt får mulighed for at kæmpe om en plads i finalen ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts 2027.

Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup rides i LA Cup og MB Cup og er forbeholdt amatørryttere på Dansk Varmblodsregistrerede heste. Begge kvalifikationsstævner dømmes af de samme gennemgående dommere, hvilket sikrer en ensartet og retfærdig bedømmelse af alle deltagere. Initiativet gennemføres med støtte fra Dressurens Venner, mens Helgstrand Dressage igen er titelsponsor for turneringen.

Dansk Varmblods direktør Claus Hansen glæder sig over den store opbakning:

"Vi har fået stor opbakning til Amateur Cuppen fra Dressurens Venner, som via et generøst sponsorat har sikret de gennemgående dommere ved cuppen øst og vest for Storebælt. Det er glædeligt at opleve, at vores nytænkning omkring udviklingen af DWB Amateur Cup er blevet taget så godt imod af ryttere og avlere."


B-stævne med flere facetter

B-stævnet på Vilhelmsborg byder imidlertid på meget mere end Amateur Cup. Programmet omfatter blandt andet ECCO/Future Dressage GP-tour, den tredje kvalifikation i Bundgaard Byg Cup samt kvalifikationer til championatsfinalerne i dressur. Samtidig danner Vilhelmsborg rammen om Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus, hvor årets bedste føl, hopper og vallakker mødes til finaler, medaljekåringer og præsentationer.

Vilhelmsborg bliver dermed igen samlingspunkt for både avl og sport, hvor publikum kan opleve alt fra unge talentfulde dressurheste til Grand Prix-ekvipager, mens rytterne konkurrerer om kvalifikationer, cupplaceringer og attraktive præmier.

Tilmelding til B-stævnet på Vilhelmsborg og til Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup øst og vest for Storebælt åbner mandag den 3. august kl. 10.00 via DRF GO.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram