To DV-heste på det amerikanske landshold

Det amerikanske rideforbund har sat navne på de fire ryttere og heste, der skal repræsentere USA i dressur ved Pan Am games – to af hestene er Dansk Varmblod

 

Halvdelen af det amerikanske dressurlandhold ved Pan Am Games i Santiago rider på Dansk Varmblods-heste. Holdet skal have tre Grand Prix-ryttere og en lilleturs ekvipage.

Den ene Grand Prix-rytter er Codi Harrison, 27 år på DV-hesten  Katholt’s Bossco e. Blue Hors Don Schufro/Michellino (opdr. Finn Kristensen) og lille turs-rytteren er  Christian Simonson, 21 år med Son of a Lady e. Soreldo/ Welt Hit II (opdr. Trine og Allan Severinsen). Begge ryttere var succesfulde og vandt på hvert deres niveau ved det amerikanske mesterskab. Det kan man læse mere om: https://varmblod.dk/flotte-resultater-for-dvheste-i-usa

Herhjemme blev Katholt’s Bossco uddannet af Maria Anita Andersen og Allan Grøn. Katholt’s Bossco blev solgt til Blue Hors på forårsauktionen i Herning i 2010. Han deltog ved UVM i Verden i 2013 under Maria Anita Andersen, og blev som 8-årig solgt til Codi Harrison.

Christian Simonsons Son of A Lady har tidligere været redet af Carina Cassøe Krüth, som lige nu deltager ved EM i Riesenbeck og i høj grad var medvirkende til at sikre dansk EM–holdbronze

De to andre ryttere på holdet er Anna Marek/Fire Fly og Sarah Tubman/First Apple. Alle er de basseret i Florida. 

Pan American Games er en form for OL-konkurrence for mange forskellige atleter fra alle nationer fra Nord- og Sydamerika. Pan Am Games afvikles hvert 4. år, et år før OL. Der er 42 nationer inviteret til Pan Am Games. Første gang ridesporten var med var i 1951. I år finder legene sted i Santiago, Chile fra den 20. oktober til den 5. november i ridedisciplinerne: dressur/springning og military. Det er USA, Canada og Brasilien, som har taget hovedparten af medaljerne, individuelt såvel som for hold de senere år. 

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram