Toptrænere giver clinics ved Eliteskuet

Hasse Hoffmann og KRAFFT-rytter Rolf-Göran Bengtsson deler ud af deres erfaring og viden om uddannelse af unge heste i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg – og der er gratis adgang

 

Nøgleordene for dette års KRAFFT Eliteskue bliver faglighed og hyggeligt samvær. Dansk Varmblods ledelse har tænkt nye tanker omkring forbundets Eliteskue på Vilhelmsborg fra den 30. august til 1. september. Der er udtænkt et nyt koncept for afviklingen, som i bund og grund en fejring af de bedste hopper, 2-års og føl fra sommerens arrangementer i forbundet. 

Der er gratis adgang til Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue og der er naturligvis også gratis adgang til de to spændende clinics vi afvikler under arrangementet. 

 Vi har ofte glæde af at se Rolf-Göran Bengtsson ved internationale stævner herhjemme, nu kommer han til Vilhelmsborg for at give clinic ved Eliteskuet. Foto: Ridehesten


Clinic med Rolf fredag

Allerede fredag kommer der til at være fuld aktivitet på Vilhelmsborg, idet de springbetonede 2-års hopper og 3-års medaljeaspiranter bliver bedømt af Avlsledelsen for springning fredag eftermiddag og aften. Tilskuerne kan igen glæde sig over de informative, faglige kommentarer som Avlsledelsens talsmand for springning Johnny Hansen knytter til hver enkelt hoppe i forbindelse med afviklingen af løsspringning. 

Det bliver også fredag aften avlere og ryttere kan høre den svenske OL-aktuelle springrytter Rolf-Göran Bengtsson fortælle om uddannelsen af unge springheste. Hvordan giver man de unge talenter den bedst mulige start på en fremtid som sportshest?

KRAFFT-rytter Rolf-Göran Bengtsson har været en del af den internationale topsport gennem mange år, og han har uddannet et utal af heste til springsportens højeste niveau. Rolf har også været populær som testrytter i Dansk Varmblods Unghestechampionat, hvor han fik meget ros for sin ridning på de unge heste. Mød ham og se ham træne og udvikle 4-6 ekvipager fredag aften.

 Vi kender Hasse Hoffmann som en fantastisk formidler, og nu kan avlere og ryttere igen få glæde af hans store viden om uddannelse af heste ved en clinic under Eliteskuet. Foto: Ridehesten.com

Hasse Hoffmann taler om uddannelse og velfærd

Søndag bliver der fuldt fokus på medaljeaspiranterne i dressur. De unge hopper bliver redet i hallen, samtidig med, at der bliver knyttet en kommentar til den enkelte hoppe.

Ved middagstid kan man overvære en clinic med Hasse Hoffmann, hvor han deler ud af sin store viden om korrekt uddannelse af ungheste. Hvordan bruger man hjælpemidlerne korrekt? Og hvordan styrker og uddanner man den unge dressurhest bedst muligt, så den får et godt og langt liv i ridesporten?

Hasse Hoffmann har uddannet et stort antal ryttere og heste til dressurens højeste klasser. Gennem årene har adskillige heste passeret gennem hans hænder. Hasse er også forfatter til bestselleren: Dressur med hjerte og forstand. Og hans klare holdning til uddannelse af heste bunder i et motto, som har fulgt ham siden læretiden hos navnkundige Børge Rasmussen i Kolding: Hvor kunsten slutter starter volden. 

Dansk Varmblods direktør Claus Hansen udtaler: - Med de nye ambitioner for eliteskuet, giver det gæster, ryttere og udstillere en chance for at få en god, faglig og inspirerende oplevelse under bedømmelserne af hestene og ved de clinics vi tilbyder. For Dansk Varmblod er det vigtigt, at skabe en god synergi mellem avlen og sporten. Vi ønsker at benytte lejligheden til at inspirere de avlere og ryttere, som kommer på Vilhelmsborg under Eliteskuet. Ved at samle avlere og ryttere på samme sted giver det mulighed for networking og fremtidige samarbejder. Vi ser meget frem til at byde mange velkomne til Eliteskuet, hvor vi samtidig afvikler B-stævne i dressur på gårdspladsen med Pavo og DRF’s Championater i dressur for 4-, 5-, 6- og 7-årige heste, en afdeling af Bundgaard Byg Cup og en ECCO Grand Prix-tour (Intermediaire II og Grand Prix).

Vel mødt på Vilhelmsborg

 

 

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram