Tracy Fenney og DV-hoppen MTM Apple fortsætter sejrsrækken
Den amerikanske springrytter Tracy Fenney og den danskavlede varmblodshoppe MTM Apple har udviklet sig til et af de mest succesfulde makkerpar i amerikansk springsport
Tracy Fenney og DV-hoppen MTM Apple. Foto: Andrew Ryback Photography.
I 2026 har Tracy Fenney og DV-hoppen MTM Apple leveret en imponerende række Grand Prix-sejre, hvor de gang på gang har været hurtigst i omspringningerne ved de store stævner i Ocala, Florida.
Den 15-årige hoppe er avlet i Danmark hos Hans Ley efter Favorit Ask og ud af Kong's Whopsie e. Willemoes. Hendes fart, enorme galop og hurtige teknik har gjort hende til et frygtet navn i omspringningerne. Tracy Fenney beskriver selv MTM Apple som en hest med en helt særlig personlighed og en exceptionel evne til at levere, når presset er størst.
I juni vandt parret først $50.000 First Equestrian Grand Prix ved World Equestrian Center i Ocala, hvor Fenney samtidig blev nummer tre på en anden hest. Ugen efter fulgte de op med endnu en sejr i $50.000 The Fix American Standard Grand Prix, hvor MTM Apple endnu en gang var hurtigst i omspringningen.
Sæsonen begyndte allerede stærkt, da Fenney og MTM Apple sejrede i $60.000 HITS Grand Prix under den første uge af HITS Ocala Winter Circuit. Her understregede Fenney, at hoppen "altid hæver sit niveau", når det gælder de største klasser.
Herhjemme er MTM Apple kendt som Kong's Hokus Pokus. Foto: Andrew Ryback Photography.
Købt som syvårs
Historien mellem rytter og hest går flere år tilbage. Tracy Fenney har selv fortalt, at MTM Apple kom til hendes stald som syvårig, efter at hun blev købt i Chicago om sommeren. Fenney husker stadig hoppenes første konkurrence under hendes sadel, og makkerparret har siden opbygget et tæt samarbejde med et væld af Grand Prix-sejre.
Herhjemme blev hun startet under navnet Kong’s Hokus Pokus først af opdrætter Hans Ley, og dernæst af Trine Lindberg, inden Rikke Haastrup Kristensen red hoppen et par vintermåneder i 2018, inden Hokus Pokus blev solgt ud af landet og fik nyt navn.
Efter syv års samarbejde er MTM Apple fortsat en af de mest vindende danskavlede springheste i USA, og kombinationen med Tracy Fenney ser ikke ud til at miste fart. Tværtimod har de seneste Grand Prix-resultater vist, at den rutinerede danskavlede hoppe stadig er blandt de hurtigste og mest stabile på den amerikanske springscene.
Kilder: World Equestrian Center - Ocala og World Of Showjumping