Værd at vide om DV’s følauktion

Hvad gør man, hvis man vil have et føl på Dansk Varmblods auktioner i år?

I år bliver der ikke blot en enkelt Elitefølauktion i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue, men der bliver i stedet flere muligheder for salg via forbundet. Og som noget nyt skal føllet ikke udtages til auktion, man kan selv tilmelde det.

Hvad betyder det i praksis?

Auktionsudvalget har gentænkt det velkendte koncept omkring følauktionen, og resultatet er tre separate følauktioner hen over sommeren:

  • En onlineauktion for springføl – den går online i uge 35 samtidig med Championatsfinalerne på Stutteri Ask
  • En hybridauktion for dressurføl – som afvikles under KRAFFT Eliteskue
  • En onlineauktion for dressurføl – den går online søndag under Eliteskuet

Alle medlemmer af Dansk Varmblod med et DV-registreret føl kan i denne sæson tilmelde føllet til auktionsfilmning. Filmningen er første skridt mod deltagelse i auktionerne og danner samtidig grundlag for den professionelle markedsføring af kollektionerne over for både danske og internationale købere.

Man tilmelder føllet til filmning på Dansk Varmblods hjemmeside under ”Tilmeldinger” følg linket her: Tilmelding  Der er tilmeldingsfrist mandag den 13. juli. Og tilmelding er bindende, hvilket betyder, at man ikke kan sælge føllet privat i perioden mellem filmning og afslutningen på auktionen.

Hvornår bliver der filmet?

For dressurføl bliver der fire filmdage:

    • Vilhelmsborg – tirsdag den 21. juli – middag/eftermiddag
    • Uggerhalne – onsdag den 22. juli – hele dagen
    • Sjælland – mandag den 27. juli – middag/eftermiddag
    • Randbøl – tirsdag den 28. juli – hele dagen

For springføl bliver der filmet:

    • Vilhelmsborg – tirsdag den 21. juli – formiddag
    • Sjælland – mandag den 27. juli – formiddag

Føllene filmes både løse og på fast bund, hvilket giver potentielle købere et mere komplet indtryk af føllets kvalitet, type, lemmer og bevægelsesmønster. Ved tilmeldingen angiver avleren samtidig, om føllet ønskes vurderet til hybridauktionen, onlineauktionen eller begge dele. For springføllenes vedkommende er der i år kun en onlineauktion.

Hvad sker der så?

Dressurføllene, som man har tilmeldt filmning og hybridauktion (den tidligere Elitefølauktion), skal tilmeldes følskue, for følskuet er det næste skridt på vejen mod hybridauktionen.

Til hybridauktionen sammensættes kollektionen ad to veje. En del af pladserne tildeles føl, der har deltaget ved Dansk Varmblods følskuer og pladserne tildeles ud fra nedenstående kriterier i prioriteret rækkefølge:

  • Udtaget til Eliteskuet
  • Kåret som finaleføl
  • Har deltaget ved et officielt følskue

Herudover udvælger auktionsudvalget en mindre gruppe føl på baggrund af blandt andet afstamning, præstationsblod, type, bevægelseskvalitet og det samlede auktionspotentiale.

Til onlineauktionen for både spring- og dressurføl er der åben tilmelding, og alle tilmeldte føl optages som udgangspunkt i kollektionen. Der er dog et maksimum på cirka 25 føl, og Dansk Varmblod forbeholder sig retten til at justere sammensætningen af kollektionen med henblik på at sikre et attraktivt og salgsmæssigt stærkt udbud. Der stilles ikke krav om deltagelse ved følskue for at kunne optages på onlineauktionen.

Ekstra salgsmuligheder gennem Dansk Varmblods salgsdatabase

Alle føl, der er tilmeldt filmning, får adgang til professionelt foto- og videomateriale, som også kan anvendes i Dansk Varmblods salgsdatabase. Avlere, der ønsker at sælge deres føl uden om auktionsformatet, kan derfor vælge udelukkende at få føllet annonceret i salgsdatabasen.

For føl, der deltager i onlineauktionen uden at opnå salg, giver salgsdatabasen desuden mulighed for at fortsætte salgsarbejdet efter auktionens afslutning. Det betyder, at føllet fortsat kan markedsføres professionelt og eksponeres over for interesserede købere uden yderligere omkostninger for sælgeren.

International eksponering gennem Horse24

Som en central del af det nye koncept har Dansk Varmblod indgået samarbejde med den internationale salgsplatform Horse24, som er blandt Europas førende digitale markedspladser for salg af sportsheste og føl. Platformen har en omfattende global kundebase af aktive købere, ryttere, investorer og professionelle aktører fra hestebranchen, hvilket giver de danske føl adgang til et langt større marked end tidligere.
Samtidig er ambitionen at den øgede internationale eksponering skal være med til at styrke kendskabet til Dansk Varmblods avl og positionere danske føl som attraktive emner for fremtidens sport på det internationale marked.

Herunder er der et link til mere information om auktionerne for hhv. spring- og dressurføl. Klik på linket, og så kan man bladre i artiklen ved at bruge pilene ude i siden.

Auktionsføl springning

Auktionsføl dressur


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram