Vita Ask og Amazing Fireball N blev årets bedste springbetonede hoppe og vallak

Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue sluttede søndag med finalerne for de springbetonede hopper og vallakker. I alt blev 14 heste fremstillet, og samtlige blev belønnet med medalje.

Årets Springhoppe - Vita Ask. Foto: Ridehesten.com

Søndag var springavlen i centrum i Blå Hal på Vilhelmsborg, hvor årets bedste springbetonede hoppe og vallak skulle udpeges ved KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus.

I alt deltog 12 hopper og to vallakker i medaljeringen. Der blev uddelt fire sølvmedaljer og ti bronzemedaljer.

Årets 2-års Hoppe fra sidste år Chiara fik en opdrættermedalje i sølv. Foto: Ridehesten.com

Vita Ask blev Årets Springhoppe

Fire hopper blev udvalgt til den afsluttende finale om titlen som Årets Springbetonede Hoppe. Her gik titlen til den 3-årige Vita Ask e. Jewel Ask Z/Todt Un Prince Ask, som er opdrættet af Stutteri Ask A/S og ejet af Stutteri Ask og Blue Hors. Vita Ask blev samtidig tildelt sølvmedalje.

6-årige Calvana Sall fik en sølvmedalje. Foto: RIdehesten.com

De tre øvrige finalehopper blev alle belønnet med sølvmedalje:

  • Chiara DWB e. Bøgegårdens Chacoon/Chico’s Boy, opdrættet af Mie Nielsen og Theo de Vos og ejet af Anette og Jacob Solkær Hougaard.
  • Calvana Sall e. Action Man Ask Z/Colman, opdrættet af Tina og Erik Sallingboe og ejet af MMH Invest Holding ApS.
  • Chile e. Chacfly PS/Quasimodo Z, opdrættet og ejet af Witt Horses ApS.

Yderligere otte hopper modtog bronzemedalje: Lizanova C., Fianna Ask, Gigi Ask, Finesse Ask, Tignanello, Havanna, Iliona Kilen og Fleuri Kilen.

Se resultatet af finalen for de springbetonede hopper og den samlede medaljetildeling.

 Chile skal repræsentere Dansk Varmblod ved UVM på Zangersheide for 5-års heste, hun fik en sølvmedalje. Foto: RIdehesten.com

Hjemmeavlet vallak tog titlen

Hos vallakkerne var to 3-årige heste udtaget til eliteskuet. Titlen som Årets Springbetonede Vallak 2026 gik til Amazing Fireball N e. Apardi/Charly Z, som er både opdrættet og ejet af Susan A. Nijhuis.

Årets Springvallak, Normann's Callisto var bedste 2-års vallak sidste år og i år genvandt han titlen som 3-års og fik en bronzemedalje. Han ses her med ejer og opdrætter Stine Søgaard Normann samt Bo K. Møller og Mogens Pedersen. Foto: Ridehesten.com

Amazing Fireball N blev belønnet med bronzemedalje. Det samme gjorde Normann’s Callisto e. Cassado Ask/Carmargue, opdrættet og ejet af Stine og Joakim Søgaard Normann.

Se resultatet af finalen for de springbetonede vallakker.

Finalen blev en flot understregning af kvaliteten blandt årets springbetonede hopper og vallakker i Dansk Varmblod.



Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram