13 føl til Eliteskue fra Vilhelmsborg

Dansk Varmblod region 5 har en travl weekend med følskue lørdag og sadelkåring søndag, fra følskuet gik hele 13 føl videre til KRAFFT Eliteskue

 

Dansk Varmblod region 5 afviklede i dag, lørdag den 2. august, følskue på Vilhelmsborg. Dommerne Signe Wiese og Jonny Hansen havde 20 springføl til bedømmelse inde i den gule hal. Og de sendte seks føl i finaleringen. Det var overvejende hingsteføl, idet der blot var et enkelt hoppeføl, som fik billet til finaleringen. Der var også blot 6 hoppeføl til bedømmelse. Hun var til gengæld en herlig model, der opnåede titlen Dagen bedste springhoppeføl, og der fulgte en udtagelse med til KRAFFT Eliteskuet. Hoppeføllet Diadora K e. Dimitri Z/Zirocco Blue er opdrættet af Jacob Kjær, og om hende sagde dommerne bl.a.: Det er et meget komplet føl, der ikke har fået en eneste karakter under 8. Hun er meget vellinjeret, med et feminint præg og nogle store ramme og en god ædelhedsgrad. Halsen er velansat og velformet af passende længde, og hun har velmarkerede og velstillede lemmer. Galoppen er rummelig, velbalanceret og meget regulerbar – en fremgribende, energisk springgalop.

Dagens bedste springbetonede hoppeføl, Diadora K. Foto: Ridehesten.com

I holdet af hingsteføl var der en god bredde og en fin top med fem finalister, og Dagens bedste springhingsteføl blev Verismo e. Verdi/Converter fra Mia Schødt Dickow og også her var der invitation til Eliteskuet. Om ham sagde dommerne: Et meget komplet finalføl, med godt maskulint præg og gode rammer og gode linjer. Der er et dejligt udtryk og en velmarkeret og velplaceret skulder og sadelleje, en muskuløs overlinje og et langt, velformet, muskuløst kryds. Der fine, men velstillede lemmer. Og der hvor han virkelig vandt var, da han galoperede med en rummelig bevægelse, med godt med kraft og saft, han formår at regulere skridtlængde og tempo og samtidig holde balancen, en herlig galop, som han indkasserede et 9-tal for.

Yderligere to hingsteføl blev udtaget til KRAFFT Eliteskue: Grøttruplunds Bonjupé e. Jupiter DWB/Casir Ask fra Pernille Stokvad og Lotte Buch Stokvad samt Unesco S e. Syvhøjegaards Unforgettable S DWB/Action Man Ask Z fra Victoria Sophia Hjorth-Madsen.

 Dagens bedste springbetonede hingsteføl blev Verismo. Foto. RIdehesten.com

19 dressurføl i finalen

I lighed med sadelkåringen på Riders Cup, blev også Vilhelmsborg hærget af store vandmængder, men heldigvis gik det ikke ud over bunden i ridehusene.

Dommerduoen i dressur: Jens Søgård og Rebecca Bæk Larsen støttet af sekretær Emilie Sarah Jørgensen udpegede hele 19 dressurføl til finalen. Mens der blandt springføllene var en klar overvægt af springhingsteføl, var kønsfordelingen lidt mere ligelig blandt dressurføllene, men også her med en overvægt af dressurhingsteføl 12 i alt.

Dagens bedste dressurhoppeføl blev Löschners Golden Girl. Foto: Ridehesten.com

Tre hoppeføl opnåede adgang til KRAFFT Eliteskue anført af Dagens bedste dressurhoppeføl: Löschners Golden Girl e. Viva Gold/Millennium fra Zoe og Ralph Löschner. Om det smukke dressurhoppeføl sagde dommerne bl.a.: Prima type, utrolig ædel og feminin. Meget harmonisk med velmarkerede kropspartier, vender helt rigtig i fronten. Det der især udmærker hende, er hendes fantastiske flotte bevægelse, hun er meget elastisk med stor bæring. Hun har en fantastisk trav og er overlegen i galoppen.

De to finalister, som også opnåede adgang til Eliteskuet er: RM’s Delaviva e. Viva Vegas/Detroit fra Rasmus K. Christensen og Maren R Bakke samt Masala Pilekær e. Vitalis/Apache fra Stutteri Pilekær.

 Dagens Bedste dressurhingsteføl blev Fredsbo's Locatelli. Foto: Ridehesten.com

Dommerne kom på en opgave, da de skulle finde deltagere til Eliteskuet blandt de 12 hingsteføl, og halvdelen af dem indløste billet til Eliteskuet på Vilhelmsborg den sidste weekend i august.

Dagens bedste hingsteføl blev Fredsbo’s Locatelli e. Vivaldos/L’espoir fra Steen F. Andersen og Dorte R Schmidt. Om ham sagde dommerne bl.a.: Ganske imponerende føl, dejlig harmonisk. Særdeles god type, vender flot i fronten. Han har en suveræn god skulder, både bygningsmæssigt men også funktionsmæssigt. Flot frihed foran, meget smidig og velfungerende overlinje. Virkelig godt fundament, står helt klart i sine led. Særdeles god skridt, prima trav og galop. Meget kraftfuld bevægelse, hvor han får sat godt af.

De øvrige fem føl som indløste billet til Eliteskuet er:

Royal Dazle e. Dutch Dream/Sir Donnerhall I fra Malene Hollingdal

Elliot-Vitz e. Extreme U.S./Blue Hors Zack fra Birgitte Discher Mikkelsen og Lone Sørensen

Gørklintgårds Rambo e. Rock for Me/Gørklintgårds Santos fra Jørgen Ravn

Vázquez Pilekær e. Viva Gold/Blue Hors Zack fra Stutteri Pilekær

HD My Sunrise e. Gørklintgårds Million/Sezuan fra Hansen Dressage Aps 

Katalog og resultater


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram