Ærestegn fra rideforbundet til Jørgen
Jørgen Bak Rasmussen, ejer og udgiver af magasinet Ridehesten i Avl og Sport, er hædret med et ærestegn fra Rideforbundet
Jørgen Bak Rasmussen modtog et æresteg fra Rideforbundet. Det blev overrakt af formand Kimi Nielsen. Foto: Ridehesten.com
Ved Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde i weekenden blev udgiver og ejer af magasinet Ridehesten fotograf Jørgen Bak Rasmussen hædret med et ærestegn. Ridehesten har været Dansk Varmblods medlemsmagasin siden marts 1995.
- Nu får vi så et problem med billederne, sagde Dansk Ride Forbunds formand Kimi Nielsen, da hun præsenterede modtagerne af ærestegnene ved forbundet repræsentantskabsmøde. – For den næste modtager er dig, Jørgen Bak Rasmussen. Hun fortsatte: - Jørgen du er altid nærværende, står der her, men det syntes jeg nu ikke, er rigtigt, jeg syntes du flyver noget rundt! Dette blev fulgt af latter fra salen. – Vi ser dig til alle ridesportsmæssige aktiviteter rundt i hele landet. Jeg ved ikke, hvorfor du ikke har din gummiand og flødeboller med i dag? Især flødebollerne savner vi. Jørgen du er altid faglig, du er loyal overfor ridesporten, og jeg syntes især her i den seneste tid, har du været meget loyal overfor Dansk Ride Forbund, sagde Kimi som begrundelse for ærestegnet.
- Det er altid rart, der er nogen som sætter pris på en, og det er da bedre end det modsatte, indleder Jørgen. - Og det animerer også en til at fortsætte. Det er rart med godt samarbejde, og det er muligt. Nu oplever jeg, der igen er kommet ny energi i rideforbundet. Han fortsætter:
- Vi har endnu større betydning nu. Vi (hestesektoren red.) skal ikke bare forsvare os, vi skal forklare os. Vi kan ikke styre den her debat på følelser og Facebook. Vi har en mission til at få lavet faglige artikler og saglig information. Og det er der Ridehesten kan gøre en forskel som fagmagasin. Så jeg vil sige tak for tilliden fra mig selv og holdet bag Ridehesten.
I 2007 modtog Jørgen Bak Rasmussen MCH's Varmblodspris. Den blev overrakt af Georg Sørensen, MCH og Dansk Varmblods formand Jan Pedersen. Foto: Ridehesten.com
MCH’s Varmblodspris i 2007
Jørgen Bak Rasmussen fik sin første hæder i 2007 som modtager af MCH’s Varmblodspris, en pris som Dansk Varmblod indstiller til, og MCH Messecenter Herning uddeler i forbindelse med lørdag aftens gallashow under forbundets hingstekåring.
Dengang overrumplede MCH Messecenter Hernings administrerende direktør Georg Sørensen, totalt Jørgen Bak Rasmussen, som stod klar til at fotografere årets prismodtager, da han sagde: - Når jeg siger, at MCH’s Varmblodspris 2007 tilfalder ”manden med kasketten”, tror jeg, de fleste ved, hvem vinderen er – nemlig Jørgen Bak Rasmussen.
”Han er en mand som brænder og brænder igennem. Med sin karakteristiske hovedbeklædning, sit udadvendte væsen og gode humør er han blevet en institution i den danske hesteverden. Han er en blændende dygtig fotograf, kreativ og fuld af idéer og visioner,” sagde Georg Sørensen bl.a. og han sluttede: ”Ridehesten har udviklet sig til et fantastisk flot, informativt og sagligt hestemagasin til glæde for hele hestesektoren. Og for Dansk Varmblod er det både en vigtig informationsformidler og et værdifuldt markedsføringsredskab.”
Jørgen Bak Rasmussen fik for et par år siden et ærestegn fra Dansk Kennel Klub (Mediehuset Wiegaarden udgiver også Dansk Kennel Klubs medlemsmagasin Hunden.)