Dansk Varmblods heste i top på verdensranglisten

Der er Dansk Varmblods dressurheste i toppen af Verdensranglisterne for seniorer såvel som for unge ryttere

Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen) og Karoline Rohmann. Foto: Ridehesten.com

Dansk dressursport er blandt verdens førende nationer, ikke alene på senior-siden, men i høj grad også blandt de unge ryttere i junior-, ungrytter- og U25-klasserne. Det giver begrundet håb om, at der er nye talenter på vej ind mod seniorrækkerne. Glædeligt er det, at flere af de danske ryttere, som lige nu er prominent placeret på FEI’s verdensranglister (Det internationale rideforbund) sidder på danske varmblodsheste af høj kvalitet. 

Holdleder og Elitesportschef for Dressur, Anne-Mette Binder, fortæller til rideforbundet: "Det er utrolig vigtigt for dansk dressur, at vi i eliteafdelingen fastholder fokus på og værner om grundlaget for, at fødekæden i forhold til seniordressuren på eliteniveau fungerer og videreudvikles. Vi har efter weekendens senior-sejr i 5* Nations Cup i Compiegne også kunnet glæde os over det høje niveau, vores ungdomsdressurryttere viste ved CDI’et i Aalborg. Med de seneste opdateringer af FEI’s ranglister i dressur får vi bekræftet, at det ikke kun er vores dygtige danske seniordressurryttere, som er med helt fremme på deres verdensrangliste; ungdomsdressurrytternes placeringer er mindst lige så imponerende og vidner om både talent, vilje og lyst til fælles læring og oplevelser indenfor de enkelte alderskategorier".

Heiline’s Danciera e. Fürstenball opdrættet af Stald Heiline på  5. pladsen redet af Carina Cassøe Krüth. Foto: FEI

Carina og Danse på 5. pladsen

Ser man efter de danske varmblodshestes placering på FEI’s Verdensranglister, kan man på den seneste verdensrangliste se, at på seniorsiden ligger Heiline’s Danciera e. Fürstenball opdrættet af Stald Heiline på en 5. plads. Carina Cassøe Krüth og Danse, som hoppen kaldes, var på det vindende hold ved Nations Cup i Frankrig. Det kan man læse mere om HER

Den hollandske rytter Marieke van der Putten ligger på 15. pladsen med Tørveslettens Titanium e. Totilas trukket på Grand Prix-hoppen Tørveslettens Stamina opdrættet af Stutteri Tørvesletten, Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle. 

På listens 18. plads finder vi Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. e. Blue Hors Zack opdrættet af Steen Bo Larsen. 

Blue Hors Elliott e. Erlando opdrættet af Julianelyst ApS og redet af Sophia Ludvigsen. Foto: Ridehesten.com
Ungdomsryttere topplaceret på DV-heste

På ranglisten over U25-ryttere indtager Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen) en 4. plads redet af 23-årige Karoline Rohmann. 

Blue Hors Elliott e. Erlando opdrættet af Julianelyst ApS ligger på en fornem 3. plads på ranglisten over verdens bedste ekvipager i ungrytter-rækken redet af Sophia Ludvigsen. Og på samme liste finder vi Ryvangs Zafina e. Blue Hors Zack opdrætter Alec Dyrgaard på en 5. plads redet af Frederikke Gram Jacobsen. 

Den amerikanske rytter Christian Simonson ligger også på top-ti listen i ungdomsrækken med DV-hesten Son of a Lady e. Soreldo opdrættet af Trine og Allan Severinsen. Og lige udenfor top-ti på en 11. plads ligger Johanne Amby Ubbesen placeret med Møgelvangs Ferrari e. Sezuan opdrættet af Jan Jensen. 

Også på verdensranglisten for juniorryttere er der DV-heste i top-ti – bedst placeret er Lila Felvinczi fra Ungarn med Bonjour Majlund på 8. pladsen – Bonjour Majlund e. Bøgegårdens Boney M er opdrættet af Stutteri Majlund. 

Lige efter følger Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack opdrættet af Blue Hors og redet af Theresa Rosenkilde. 

FEI's verdensranglister kan ses HER

.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram