De første føl er udtaget til Eliteskue
Dansk Varmblod region 7 har afviklet følskue for 38 dressurføl og de 16 af dem blev udtaget til finaleringen – og heraf blev seks føl udtaget til Eliteskue
Dagens Bedste Hoppeføl: Øster Tveden's Dancing Queen. Foto: Ridehesten.com
Det har været en travl weekend for medlemmerne af region 7, der har afviklet sadelkåring lørdag og 2-års skue, eksteriørkåring og følskue for dressurbetonede hopper, vallakker og føl søndag den 26. juli.
Ved sadelkåringen blev der udtaget 7 heste til KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus. Læs mere her: Syv heste til Eliteskue fra Uggerhalne
Og søndag middag blev fem 2-års hopper og en vallak udtaget til Eliteskue. Læs mere her: Fem hopper og en vallak til Eliteskue
Søndagens følskue havde 38 deltagere, og dommerne udpegede hele 16 føl til finaleringen. Det satte et flot punktum for weekendens avlsarrangement i Uggerhalne, hvor kvaliteten i alle årgange har været imponerende.
Dagens Bedste Hingsteføl: Kalhave's Future Dream. Foto: Ridehesten.com
11 hoppeføl og 5 hingsteføl
Dommerteamet Vicky Nortvig og Jette Fries samt sekretær Nicholine Ross Nielsen udtog 11 hoppeføl og fem hingsteføl til finaleringen. Her var opgaven at udpege Dagens Bedste hhv. hoppe og hingsteføl, samt udtaget et antal føl til Eliteskuet.
Gennem flere år har det været fastlagt, at de to bedste dressurføl (hoppe- og hingsteføl) samt det bedste springføl (hoppe- og hingsteføl) samt reserver udtages til Eliteskuet. Det blev der ændret på sidste år, ud fra et ønske om at udtage kvalitet frem for et på forhånd fastlagt antal føl.
Reglerne for udtagelse til Eliteskuet er derfor:
- Vinderføl er sikret udtagelse for hhv. bedste springhoppe og -hingsteføl samt bedste dressurhoppe og -hingsteføl.
- Herefter supplerer dommerne med de føl der måtte være af Eliteskuekvalitet.
- Udtagelse af reserver udgår, da alle føl af reel Eliteskuekvalitet nu bliver udtaget.
Bedste Hoppeføl Øster Tvedens Dancing Queen. Foto: Ridehesten.com
Seks føl udtaget til Eliteskue
Tre hoppe- og tre hingsteføl indløste billet til Eliteskuet. Dagens Bedste Hoppeføl blev Øster Tvedens’ Dancing Queen e. Dynamic Dream/Jovian fra Hanne og Lasse Kallehauge. Om hoppeføllet sagde dommerne: Et meget, meget tiltalende føl af særdeles god type, også med et godt udtryk og en velformet, velrejst hals. Hun har en god lang, skrå skulder med god skulder- og albuefrihed. Hun har nogle velmarkederede stærke lemmer, og så er hun utrolig velfungerende og smidig i bevægelsen i alle gangarter.
Yderligere to hoppeføl blev udtaget til Eliteskuet:

Diana Lightfoot e. Hesselhoej Delany/Franklin fra Annette Lyngs og Torben Damsbo som havde hele to føl med i finalen.

Polka Performance M e. V-Power/Secret fra Sanne Mathiasen.
Dagens Bedste Hingsteføl: Kalhave's Future Dream. Foto: Ridehesten.com
Hos hingsteføllene blev Dagens Bedste Kalhave’s Future Dream e. Blue Hors Viva Vegas/Blue Hors Fortron fra Kalhave ved Anette Toft Jensen, som dermed havde en særdeles god dag i Uggerhalne, da hun i formiddag stod med Dagens Bedste 2-års vallak.
Om Kalhave’s Future Dream sagde dommerne: Et hingsteføl af fremragende type, han er ædel, han er højtstillet og storrammet. Det hele vender rigtigt på ham. Han har udtryk, og så har vi set tre særdeles gode gangarter og en travbevægelse til 9.
Yderligere to hingsteføl indløste billet til Eliteskuet:

Vito Enshøj e. V-Power/Florist Enshøj fra Klaus Fogh, som havde to hingsteføl i finaleringen.

Mr’s Vince e. V-Power/Janeiro Platinum fra Marianne Randers.
V-Power var repræsenteret i finalen med fire afkom.
Se resultatet her: 🏆 Finale - udpegning af bedste dressurføl (hoppe/hingst)