Forberedelserne til Herning 2025 er i fuld gang

Forberedelserne til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning d. 5. – 9. marts 2025 er godt på vej. Nytænkning med fokus på traditionen er nogle af nøgleordene for den gigantiske event.

Alle involverede i planlægningen og afviklingen af Dansk Varmblods 45. Hingstekåring i Herning i uge 10 i marts 2025 er i fuld gang. Billetsalget åbnede den første oktober, og allerede nu har mange sikret sig ynglingspladserne til den store event, som finder sted i MCH Messecenter Herning fra den 5. – 9. marts. I år var der godt 62.000 gæster til eventet, som strækker sig over fem dage med hingstekåring, Unghestechampionat, gallashows, international dressur og springning samt messen Hest & Rytter.

Salget af borde og pladser i VIP-logerne i Boxen og KRAFFT Arena M er også i fuld gang, og der er stor interesse for at opleve Hingstekåringen med ekstra forkælelse.

 

Udvikling af programmet

Arrangørerne har ikke ligget på den lade side de seneste måneder. Sammensætningen af dagsprogrammet fordelt på de tre opvisningshaller: Jyske Bank Boxen, KRAFFT Arena M og Dansk Hesteforsikring Arena E er et gigantisk puslespil. I erkendelse af, det ikke alene er avlen, som er disciplinopdelt i springning og dressur, men også publikum, arbejdes der målrettet på at sammensætte programmet, så publikumsinteresser bliver tilgodeset samtidig med, at programmet også skal sammensættes, så det passer ind i en god afvikling af hingstekåringen og de internationale spring- og dressurklasser.

 

Tilbage til rødderne

Hingstene til kåring står opstaldet inde i hal C, en af messecenterets store messehaller, og herfra er der direkte adgang til opvarmningen og til KRAFFT Arena. Det er forbundet med en vis risiko, når de unge hingste skal trækkes fra stalden og op i Boxen til bedømmelse, og det har været en af grundende til, at det i 2025 bliver KRAFFT Arena M, som bliver ”kåringsarenaen”.

Det har også været et ønske fra mange avlere, at få hingstekåringen tilbage til de mere intime rammer inde i hal M. For dermed at skabe en god stemning omkring fremstillingen af hingstene, og lave en festlig afslutning på fem dages kåring.

Som man kan se af programmet, man finder på hingstekåringens hjemmeside: www.dvevent.dk, fordeler kåringen af hingstene sig mellem hal E og hal M. Det er fortsat i hal E hingstene bedømmes på fast bund, men ellers er stort set hele hingstekåringen samlet inde i hal M, både løsvisning af dressurhingste, løsspringning og longering.

 

Beautiful World

Hvert år imødeser tusinder begejstrede publikummer de to store gallashow fredag og lørdag aften. Showudvalget er i fuld gang med planlægningen af Gallashow 2025, og temaet i år bliver ”Beautiful World”. Om dette fortæller Louise Ringsbo: - Det bliver en rejse rundt i verden, med fokus på traditioner og glæde. Det bliver et show, hvor vi hylder det tusindårige samspil mellem mennesker og heste. Vi tager publikum på en rejse til mange lande, hvor vi møder forskellige hesteracer. Det hele bindes sammen af sang og musik, som er traditionelt for de lande, vi besøger.

Under gallashowet vil vi vise hesten under rytter, for vogn, i friheds dressur, i springning, for hånd med meget mere. Vi tager kort sat på rejse sammen med hesten ud i den smukke og foranderlige verden. Alt sammen bliver knyttet sammen og præsenteret af en professionel, kendt konferencier.

Over de kommende måneder vil vi lave nyheder, fortælle historier og informere på Hingstekåringens hjemmeside: www.dvevent.dk og de tilknyttede Facebook- og Instagram-sider. Der bliver konkurrencer, hvor man bl.a. kan vinde billetter til Hingstekåringen. Vil man være sikker på at få plads i Boxen skal billetterne bestilles via hjemmesiden.


----------------

 

Herningudvalget

Det er Dansk Varmblods Herningudvalg, som sammen med de ansatte på sekretariatet og nøglepersoner blandt de frivillige planlægger og afvikler forbundets store event: Hingstekåringen i uge 10. I Herningudvalget sidder: Jan Pedersen, Per Springborg, Claus Hansen, Susanne Hvid, Johnny Hansen, Jørn Jensen, Christine Prip, Jens Hellmers, Louise Ringsbo, Ib Kirk, Betina Møller Jensen og Lasse Bendixen, Christian Holm, Bjarne Johansen, Morten Christensen og Britt Carlsen.

 

Showudvalget

Det er Dansk varmblods Showudvalg, som sammensætter de festlige gallashow, laver aftaler med artister, ryttere og hesteejere, samt syr og pusler med de mange flotte kostumer, man også kan nyde under de spektakulære shows. I udvalget sidder: Susanne Hvid, Søren Graversen, Lene Karmark, Janni Thermann og Louise Ringsbo.

-----------

 I valget af motiv til årets hingstekåringsplakat er vi er gået tilbage i historien, og genskabt en smuk, grafisk plakat med hesten i centrum. Grafik: Lin Bach Jensen


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram