Fremtiden for avl af springheste

I forbindelse med KWPN-hingstekåringen i Den Bosch delte topavlere deres syn på fremtidens springavl og dens tætte bånd til sporten – her kan man læse et dansk sammendrag

Sergio Alvarez Moya og DV-hesten Puma HS ved OL i Paris. Foto: Ridehesten.com

Her kan man læse en længere artikel om avl af springheste. Den er et sammendrag på dansk af en artikel bragt i Breeding News, hvor den kan læses i sin helhed, på engelsk.

Et tætpakket auditorium lyttede intenst, mens paneldeltagerne satte ord på avlens udvikling, sportens krav og de valg, som former morgendagens Grand Prix-hest. Ordstyrer Chris de Heer havde samlet et stærkt hold: den irske avler Cheryl Broderick, den tyske avler Heinz Meyer, den hollandske hingsteholder Daan Horn fra Wiemselbach samt de belgiske far-og-søn-avlere Daniel og Nicolas Boudrenghien.

Heinz Meyer: To årtiers systematisk avl på Lewitz

I mere end 20 år spillede Heinz Meyer en central rolle i avlsprogrammet på Gestüt Lewitz, Paul Schockemöhles stutteri i stor skala. I den periode fulgte han tusindvis af føl på vejen mod sportshestekarrieren, og bemærkelsesværdigt mange nåede helt til Grand Prix-niveau. Senere blev han også involveret i hingste- og auktionsselektion for Studfarm Zangersheide. På KWPN’s springavlskongres i Den Bosch satte Meyer ord på det system, der lå bag Lewitz’ succes.

“Lewitz var en meget vigtig tid for mig,” indledte Meyer. “For omkring 20 år siden spurgte Paul, om jeg ville arbejde med avlen på Lewitz. Dengang startede vi med cirka 1.600 hopper. Første skridt var altid virkelig at forstå de hopper, vi havde. Vi vurderede dem nøje, og vi brugte løsspringning meget for at se deres naturlige anlæg. På baggrund af det traf vi vores beslutninger om hingstevalget.

Vi stillede altid spørgsmålet: Hvad mangler hoppen? Mere ridelighed, mere kapacitet, mere forsigtighed? Det var fundamentet for avlsbeslutningerne. Derefter fulgte vi føllene tæt. Som plage og som toårs vurderede vi dem igen. Vi brugte løsspringning regelmæssigt for at bedømme galop, teknik, kapacitet og det samlede potentiale.

Ud fra det besluttede vi også, hvordan vi skulle fortsætte med hopperne – om vi skulle bruge embryotransfer eller naturlig bedækning. Det var et system, vi gentog hvert år. Det handlede altid om at observere, udvælge og forfine.”

Især de seneste ti år har resultaterne været markante. “Når man ser på sporten i dag, på Grand Prix-niveau verden over, ser man mange heste fra Lewitz. Målet var fra begyndelsen at avle Grand Prix-heste. Men med så store antal får man naturligvis ikke kun Grand Prix-heste. Derfor er konsekvent selektion år efter år så afgørende.”

Meyer vurderer, at omkring 30 til 40 procent af hestene nåede Grand Prix-niveau. “I den skala er det et resultat, vi godt kan være tilfredse med.”

Daan Horn: At føre arven fra de store grundhingste videre

Daan Horn er vokset op på De Wiemselbach, hingstestationen grundlagt af hans far Hans Horn. Her blev fundamentet lagt med hingste som Libero H, Numero Uno og Van Gogh. På kongressen fortalte han om at vokse op med den arv – og om jagten på den næste hingst, der kan definere en generation.

“At vokse op med en hingst som Libero H gør indtryk,” sagde Horn. “Libero er den type hingst, som stadig ville være relevant i sporten i dag. Mange heste fra for 30 år siden ville ikke passe ind længere, men med hans kampånd, karakter, forsigtighed og hurtighed ville han stadig kunne konkurrere på højeste niveau. Det var hingsten, der virkelig byggede vores station op. For os, og især for min far, er han en meget følelsesladet hest.”

Sammen med Alwin Schockemöhle købte Hans Horn Libero H, da hingsten var fem år gammel, og sammen med Jos Lansink opnåede han enorme sportslige resultater. “Han er utrolig vigtig for vores historie,” understregede Horn.

Men når man har haft hingste som Libero, senere Numero Uno og derefter Van Gogh, melder det næste spørgsmål sig naturligt: Hvem bliver den næste?

“Vi leder hele tiden,” sagde Horn. “Men det bliver ikke lettere at finde den næste tophingst. Det er meget store sko at fylde ud. Jeg føler altid, at en hingst på en måde skal komme lidt til dig. Man rejser rundt, ser mange heste, og pludselig er den der. Hvis man leder for hårdt, kommer man ofte hjem med den forkerte.”

Lige nu er Wiemselbach i gang med at bygge en ny generation op. “Vi har en ung hingst, Aguino, efter Aganix du Seigneur og ud af en Cumano-hoppe. Han er meget lovende, springer virkelig godt, og nu må vi se, hvordan han avler. De ældste afkom er to år. Vi har også Chaclot efter Chacco-Blue, som viser meget kvalitet og allerede har nogle meget gode ungheste. Så vi er ved at udvikle en ny gruppe hingste. Det tager tid, men lige nu ser det lovende ud.”

Cheryl Broderick: Et avlsprogram bygget side om side med sporten

Cheryl Broderick er måske mindre kendt i den brede avlsverden, men i den internationale sport er navnet veletableret. Sammen med sin bror Greg Broderick har hun stille og roligt opbygget et hurtigt voksende avlsprogram på Ballypatrick Stables. Det, der begyndte som et supplement til en succesfuld trænings- og konkurrencevirksomhed, er i dag blevet et struktureret avlsprogram med 60–70 føl om året.

“Greg rider stadig, men ikke på samme niveau som før. Nu handler det mere om træning og uddannelse af ungheste. Efterhånden som flere gode hopper kom ind i stalden gennem sporten, opstod muligheden naturligt for at begynde at avle på dem. I starten var det primært embryotransfer, mens hopperne stadig konkurrerede, og derfra bevægede vi os videre til OPU-ICSI.”

Hendes egen vej ind i avlen var ikke den klassiske. “Jeg var folkeskolelærer og uddannede mig senere også til undervisning på sekundærniveau. Jeg tog to uddannelser, før jeg besluttede at lægge det bag mig og fokusere fuldt på avlen. Men når jeg ser tilbage, var det nok altid den vej, jeg blev trukket mod. Selv som yngre var jeg altid optaget af dyr, hjalp til ved kælvninger og var konstant beskæftiget i det miljø.”

For omkring 15 år siden begyndte de for alvor. “I starten havde vi omkring 20 til 25 føl om året, alle båret af hopperne selv. I dag producerer vi mellem 60 og 70 føl årligt og har en besætning på over 150 hopper. Det er vokset hurtigt, men vi har også været heldige. Det gør en stor forskel at have en rytter som Greg i familien; han har altid haft blik for hopper og for, hvilke hingste der passer til dem.”

Broderick understregede, at de ikke arvede en stor gruppe avlshopper. Alt måtte bygges op fra bunden. “Vi begyndte med at tage embryoner fra hopper i stalden, som vi troede på, før de blev solgt. Samtidig investerede vi aktivt i stærke hoppestammer.”

Hun husker især et afgørende øjeblik efter Lanaken. “Jeg rejste sammen med Joris de Brabander og spurgte ham, hvor jeg overhovedet skulle begynde. Han rådede mig til at komme ind i en dokumenteret familie, som Emeralds, og starte med en ung hoppe af høj kvalitet. En uge senere ringede han om et hoppeføl efter Mylord Carthago fra netop den linje. Hun er stadig en del af vores program i dag.”

I dag har Ballypatrick omkring 90 heste i arbejde hos ryttere som Niamh McEvoy, Harry og Leah. “Det er meget vigtigt for os som avlere, fordi systemet, hestene kommer ind i, betyder enormt meget for deres udvikling. Hvis de bliver uddannet godt, giver det direkte feedback til avlsprogrammet.”

Resultaterne begynder allerede at vise sig. Heste opdrættet hos Ballypatrick er på vej op i femstjernet sport, og Niamh McEvoy vandt endda et europamesterskab for young riders på en hjemmeavlet hest.

“Avl er ikke let,” sagde Broderick. “Det er lange nætter, stor usikkerhed, og nogle gange tror du, du har avlet en stjerne, og så fungerer det slet ikke som treårs. Men når du rammer rigtigt, findes der ikke noget bedre.”

Familien Boudrenghien: Et familieprogram bygget på præstation

Under navnet Sitte Stud repræsenterer Daniel og Nicolas Boudrenghien en avlsfilosofi, der kombinerer stærke hoppestammer med en bevidst håndholdt og familiebåret tilgang. Fra OL-medaljevinderen Gute Sitte, redet af Eric Wauters, til nyere topsportsnavne som Iashin Sitte under Steve Guerdat har programmet leveret resultater på højt niveau – selv med relativt kontrollerede antal og en stærk ambition om at gøre det meste selv.

“Begrænsede antal?” smilede Daniel. “Ja – og nej. Lige nu har vi omkring 120 heste hjemme, så måske er det ikke så begrænset endda. Men det hele begyndte med lidt held, fordi vi havde den exceptionelle hoppe Gute Sitte. Hun var en fantastisk hest, og vi byggede hele vores avlsprogram op omkring hende og hendes døtre.”

Nicolas tog tråden op: “Vores arbejde er avl. Det er det, vi gør. Og jeg må jo også sige, at jeg var heldig, at min far blev født før mig,” sagde han med et glimt i øjet. “Han skabte fundamentet.”

Daniel tilføjede med sit særlige lune: “Måske er vi ikke de bedste avlere i verden, men vi er de bedste avlere i vores landsby. Det er godt nok en lille landsby.”

Kernen i programmet er fortsat Gute Sittes linje. “Hun er virkelig fundamentet for alt,” sagde Daniel. “Ud fra hende byggede vi linjen.”

Selv om deres omdømme er stort, forsøger familien i teorien at holde antallet nede. “Vi siger altid, at vi vil producere omkring 15 føl om året,” forklarede Nicolas. “Men i virkeligheden går det ikke altid sådan. Sidste år havde vi 35 føl, året før 34.”

På en køretur til Schweiz besluttede de ellers, at de skulle forblive en familievirksomhed. “Vi gør alting selv, vi vil ikke have for mange mennesker, ikke for mange ryttere. Så vi blev enige om: maksimum 15 føl,” fortalte Nicolas. Daniel fortsatte grinende: “Vi kom hjem i november, det var gråt, vi havde omkring 100 heste i stalden og sagde til vores koner: Vi stopper ved 15. Men så kommer foråret … og pludselig har vi 35 hopper igen.”

Systemet bag de tal bygger på tidlig selektion og moderne teknikker. “Vi avler allerede på vores toårshopper,” forklarede Nicolas. “Vi tester dem om vinteren, og hvis vi har en stærk årgang, øger vi antallet af føl. Vi bruger også embryotransfer på vores bedste hopper som fem- eller seksårs, og vi er også begyndt lidt med OPU-ICSI.”

Noget af det, der kendetegner Sitte Stud, er ønsket om at kontrollere hele processen. “Vi sælger aldrig føl,” sagde Daniel eftertrykkeligt. “Aldrig. Vi beholder dem, vi tester dem selv. Som 18 måneder gamle eller som toårs vurderer vi dem, og så beslutter vi, hvilke vi går videre med. Vi starter også selv deres uddannelse.”

Hvis man selv rider sine hopper, lærer man dem virkelig at kende, understregede han. “Hvis en hoppe ikke er god nok, mærker du det med det samme. Men hvis du ikke rider hende, kan du let sige: ‘Okay, hun er ikke god nok til sporten, men hun kan stadig blive avlshoppe.’ Det er en stor fejl. Du er nødt til at kende dine hopper.”

Chacco-Blue og Alouis Pollmann-Schweckhorst. Foto: Ridehesten.com

Hesten skal ville det

Et af aftenens mest markante udsagn satte tonen tidligt: Blod og kapacitet er afgørende, men uden den rigtige karakter kommer en hest aldrig til Grand Prix.

For Heinz Meyer er det uløseligt forbundet med hans erfaring med hingste som Chacco-Blue. “Ja, det er rigtigt,” sagde han. “Chacco-Blue havde en fantastisk karakter og en enestående mentalitet. På enhver bane ville han altid gøre sit bedste, og det ser man også i hans afkom. De har den samme vilje. De er samarbejdsvillige, ridelige og ønsker at arbejde sammen med rytteren.”

Han huskede en situation med sin datter, dengang 14 år gammel, ved det tyske mesterskab for children. “Hun red en syvårig hoppe efter Chacco-Blue. I finalen var der 20 heste, og fem af dem var efter Chacco-Blue. Og så forstår man hvorfor. På det niveau rider børnene ikke altid en perfekt bane. Men de her heste gør jobbet. De hjælper rytteren, de tænker med og vil ride fejlfrit. Det er karakter. Og det er det, der gjorde Chacco-Blue så speciel.”

Daan Horn pegede på endnu en nøglefaktor: intelligens. “Blod og kapacitet er selvfølgelig fundamentet,” sagde han. “Men efter min mening skal en moderne Grand Prix-hest også være meget intelligent. Hvis man ser på sporten for 20 eller 30 år siden, var tiden ofte 10 til 15 sekunder længere. I dag har du simpelthen ikke råd til at ride to eller tre ekstra galopspring. Du har brug for en hest, der tænker med dig. En hest, der allerede søger næste spring, forstår linjerne og er lidt foran rytteren.”

Samtidig er sporten blevet mere delikat. “Springene er lettere og mere følsomme – planker, lette bomme – så hesten skal kunne tilpasse sig meget hurtigt. Den skal reagere øjeblikkeligt på rytteren, men også på situationen i ringen. Og oveni det kommer holdbarheden. En Grand Prix-hest skal også være fysisk stærk. Den skal kunne holde til store stævner, hyppige konkurrencer og mange rejser.”

Karakteren viser sig tidligt

Mens karakter og intelligens er afgørende for den moderne sportshest, opstår næste spørgsmål naturligt: Hvordan genkender og selekterer man for disse egenskaber?

For Cheryl Broderick begynder svaret langt tidligere, end mange forestiller sig. “Helt ærligt synes jeg, man ser karakter meget tidligt – næsten fra begyndelsen,” sagde hun. “Selv som føl kan man observere, hvordan det opfører sig med hoppen, hvordan det bevæger sig på marken, og hvordan det reagerer, når man håndterer det. Allerede fra få ugers alder begynder man at få en fornemmelse af deres mindset. Og efter min erfaring forbliver det ret konstant, mens de vokser op.”

Kender man sine hopper godt, bliver det endnu tydeligere. “Mange af vores hopper har selv gået sport eller været en del af vores system, så vi forstår deres kvaliteter. Og man ser ofte de samme træk komme igen i føllene. Selv når man arbejder med embryotransfer, hvor føllet aldrig reelt kender sin biologiske mor, ser jeg stadig meget af donorhoppen afspejlet i afkommet. For mig har hoppen enorm indflydelse, især når det gælder karakter.”

Men Broderick placerede også diskussionen i en mere kommerciel virkelighed. “Et godt hoved er essentielt, men ikke alle heste bliver Grand Prix-heste. Daan beskrev topniveauet, eliten. Men som avlere er vi også nødt til at tænke på resten af markedet. Vores største marked er den dygtige amatør, især i USA.”

Derfor må man være realistisk i vurderingen af de unge heste. “Du vil gerne have, at alle bliver stjerner, men det gør de ikke. Og med omkostningerne ved avl og uddannelse i dag har man ikke råd til at ignorere det. Det betyder, at man skal træffe beslutninger tidligere.”

De har derfor også tilpasset systemet. “Tidligere lavede vi fulde dyrlægetjek som treårs, men nu gør vi det allerede som toårs. Røntgen, holdbarhed og den slags spiller en større rolle i selektionsprocessen.”

Fiorentina Ask og Karen Møller Rohde i UVM-finalen for 6-års heste i 2025. Foto: Ridehesten.com

Kapacitet, fart – eller hovedet bag?

Diskussionen drejede sig herefter om et af avlens grundspørgsmål: Hvad er egentlig den vigtigste egenskab hos en fremtidig Grand Prix-hest?

For Nicolas Boudrenghien er svaret blevet mindre entydigt. “På topniveau har du brug for det hele – kapacitet, blod, ridelighed, karakter,” sagde han. “Men det, jeg spørger mig selv om i dag, er: Hvad bliver vigtigst i fremtiden? Har vi stadig brug for ekstrem kapacitet? For hvis en hest har for meget kapacitet, er den måske ikke hurtig nok længere.”

Han pegede på, at man i dag allerede ser mange heste på højeste niveau, som ikke nødvendigvis er de største springere, men som er ekstremt hurtige. “Som ungheste var de ikke altid dem, man ville have udvalgt først, men nu går de topniveau.”

Daan Horn trak igen Libero H frem som eksempel. “Han var ikke nødvendigvis den mest kapacitetsstærke hest som ung, men han sprang stadig de største baner. Jeg tror, vi først må skelne: Taler vi om det absolutte topniveau – World Cups og mesterskaber – eller taler vi om en meget god, ridelig hest, der kan springe Grand Prix? Det er ikke altid samme type hest.”

Daniel Boudrenghien satte det i et bredere perspektiv. “For mig er det måske ikke det vigtigste mål som avler kun at producere Grand Prix-heste. Det er umuligt. Det vigtigste er at producere mange meget gode heste til forskellige niveauer. Heste, der er nemme at håndtere, som mennesker kan arbejde med, og som man kan leve af.”

Han stillede et skarpt spørgsmål til hele avlerverdenen: “Er en avler, som producerer én exceptionel hest – én, der springer i Aachen eller ved OL – men kun én i hele sit liv, en god avler? Eller er den bedre avler måske ham, der aldrig producerer en mesterskabshest, men avler 20 meget gode heste til 1,50-niveau?”

Hestene udvikler sig – men følger rytterne med?

Fra avlsprincipper gled samtalen over i sportens udvikling. Daan Horn reflekterede over, hvordan moderne banedesign ændrer den type hest, der kræves på højeste niveau.

“Hvis vi taler om det visuelle aspekt, så handler det om, hvordan sporten ser ud i dag,” sagde han. “Banerne er blevet meget mere åbne. Nogle gange ser man et 1,60-spring med kun tre bomme, hvor man tidligere måske havde otte eller ti, som i Spruce Meadows. Sammenligner man et sted som Spruce Meadows med en World Cup i Amsterdam, er det to helt forskellige verdener.”

Udviklingen stiller større krav til både hest og rytter. “Det er blevet mere delikat, mere teknisk. Tiden er kortere, alt er hurtigere. Og jeg er enig med Heinz: Gennem avlen producerer vi flere følsomme heste, mere forsigtige heste med mere blod. Det passer godt til de moderne baner.”

Men Horn ser også en voksende ubalance. “Det største problem, jeg ser, er, at mens hestene udvikler sig, følger rytterne ikke altid med i samme tempo. Hvis man ser på ryttere for 30 år siden, havde de ofte mere tålmodighed, mere føling og flere ridetekniske færdigheder. Måske havde de også mere tid og mindre kommercielt pres end ryttere i dag.”

Han pegede på lande som Irland, hvor ryttere vokser op med jagt, og hvor de udvikler en naturlig føling. “Briterne har stærke ryttere, og lige nu har Belgien også en utrolig stærk generation. Men i lande som Holland og Tyskland kæmper vi lidt. Og det, kombineret med den type heste, vi avler i dag, er noget, vi virkelig er nødt til at tænke over.”

Clarima DWB SRDH og Christian Jansen ved UVM 2025. Foto: RIdehesten.com

Glem papiret – hoppen skal bevise sig selv

Da samtalen vendte tilbage til de praktiske avlsvalg og hingste som Ogano Sitte, blev hoppens rolle endnu en gang fremhævet.

“For mig starter moderne avl med den rigtige type hoppe – ikke med stamtavlen på papiret,” sagde Daniel Boudrenghien. “Mange avlere taler kun om papiret: ‘Min hoppe er fra den og den familie …’ Men hvis jeg skulle give et råd til en ung avler, ville jeg sige: Glem papiret. Selvfølgelig er afstamningen vigtig, men det er ikke det første kriterium. Måske det syttende. Det vigtigste er, hvordan hoppen selv springer.”

Hun skal være moderne i typen, have kapacitet og frem for alt være en rigtig god hest selv, mente han. Først derefter giver det mening at tale om familie og stamtavle.

Når det gælder hingstevalg, er hans filosofi lige så pragmatisk. “Valget af hingst afhænger altid af hoppen. Du kan ikke bruge den samme hingst til alle hopper, det giver ingen mening. Hvis din hoppe har meget blod, er meget forsigtig og intelligent, men mangler styrke, så vælger du en hingst med styrke. Du kompenserer altid. Du leder altid efter den rigtige kombination.”

Og en klar advarsel lød gennem salen: “Vælg aldrig en hingst, fordi den er moderne. Modehingste er farlige. Hvis du ikke sammenligner hoppen og tilpasser hingsten til hende, er du som avler i fare.”

Størrelse: sportens sandhed kontra markedets virkelighed

Størrelse er et tilbagevendende emne i springavlen, og panelet var langt fra entydigt – men der var tydelige nuancer.

Heinz Meyer gjorde det klart, at større ikke nødvendigvis er bedre. “Hvis man ser tilbage, var mange berømte heste som Deister, Gladstone eller ET ikke store heste. Ofte omkring 160 til 163 cm. Efter min mening har mindre heste ofte bedre kropskoordination. De er hurtigere fra jorden, mere reaktive, og det er meget vigtigt.”

Bliver heste for store, mister de ofte noget af den hurtighed, mente han. “De bliver langsommere over springene, mindre effektive. Personligt foretrækker jeg den mindre type.”

Cheryl Broderick pegede dog på markedets præferencer. “Mange kunder foretrækker en mere ‘normal’ størrelse, omkring 168 cm. De vil have en komfortabel hest, noget der giver dem selvtillid og føles som om, den let kan bringe dem over på den anden side af springet.”

Men hun tilføjede også, at der bestemt er et marked for mindre heste, hvis de har en god galop, er lette at ride, skifter godt og går pænt i trense. “Der er mange topheste, som ikke er særligt store.”

Daniel Boudrenghien trak den kommercielle virkelighed skarpt op: “I sporten kan en rigtig god lille hest stadig være en rigtig god hest. Men vi må ikke glemme markedet. For avlere, der skal sælge ungheste, betyder størrelse stadig noget. Jeg siger altid: ‘Lille hest, lille pris.’”

Daan Horn valgte at flytte fokus fra størrelse til funktion. “Det vigtigste i en mindre hest er størrelsen på hjertet,” sagde han. “Der kommer karakteren ind igen. Det er det, der gør forskellen.”

At avle en 1,60-hest er aldrig en garanti

Da spørgsmålet blev rejst, om avlere bør sigte mod bestemte typer – indendørs World Cup-specialister eller store udendørsheste til Aachen og Dublin – svarede Nicolas Boudrenghien med befriende ærlighed.

“For at være ærlig: Hvis man siger, at man kan avle en hest til 1,60-niveau, så er det næsten et tilfælde. For hvis det var så let, hvis man kunne være sikker på at avle en Grand Prix-hest, så ville alle her gøre det.”

Selvfølgelig har man en idé i hovedet, når man inseminerer en hoppe. Man forestiller sig føllet og den hest, man gerne vil producere. “Men i virkeligheden får man næsten aldrig præcis den hest.”

Daan Horn var enig i, at svaret ligger i balance frem for specialisering. “Målet bør aldrig være at avle specifikt en ‘speed horse’ eller en ‘Grand Prix-hest’. Målet er at avle en god hest. Og så vil den hest udvikle sig til det, den er – måske en hurtig hest, måske en mesterskabshest, måske noget andet.”

Optirock KJ og Anne Katrine Kolborg Johansen i UVM finalen 2025. Foto: Ridehesten.com

Lanaken som pejlemærke – men ikke nødvendigvis den eneste vej

Samtalen faldt også naturligt på FEI WBFSH World Breeding Jumping Championships for Young Horses i Lanaken, som længe er blevet set som et vigtigt springbræt mod topsport.

For Cheryl Broderick er stævnet en fast del af årets plan. “Ikke nok, fordi vi ikke tager nok medaljer med hjem,” lo hun, da hun blev spurgt, hvor mange heste de tager med hvert år. “Men helt seriøst: Irerne elsker at tage til Lanaken. Vi rejser altid derned med et stærkt hold, og for vores stald har det været meget succesfuldt.”

Ud over resultaterne fremhævede hun stævnets værdi som udstillingsvindue for et avlsprogram. “Hvis du tager hjemmeavlede heste med, og de præsterer godt, så afspejler det sig direkte på dit system.”

Særligt syvårs-klassen ser hun som en vigtig indikator. “Hvis man ser på top 10 i syvårs-finalen, så går mange af de heste senere videre til et meget højt niveau. Det siger noget.”

Daniel Boudrenghien udtrykte stor beundring for arrangementet, men også en mere forsigtig holdning. “Det er et fantastisk stævne. Jeg tager til Lanaken hvert år, og jeg er altid imponeret. Organisationen er exceptionel, kvaliteten af hestene er utrolig, rytterne er topklasse – det er som en anden planet.”

Alligevel sætter han spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt som led i uddannelsen. “Det pres, der lægges på hestene, er også meget højt. Jeg er ikke imod systemet, men jeg mener ikke, det er nødvendigt, hvis målet er at uddanne og udvikle en hest for fremtiden.”

Daan Horn delte den dobbelte opfattelse. “Jeg elsker stævnet, det er en fantastisk begivenhed. Men set fra et udviklingsperspektiv er det ikke altid ideelt. Især for femårige bliver det meget et spørgsmål om fart, fart, fart.”

For syvårsfinalen er kravene endnu større. “Det er en seriøs klasse. Stor arena, store spring – det er i bund og grund allerede en ranking-bane. For en hest, der lige er fyldt syv, mener jeg, at man allerede skal have meget erfaring for at præstere godt der.”

Hans konklusion var klar: Hvis hesten ikke er klar, tager man ikke risikoen. “Man investerer ikke syv eller otte års tid, udvikling og penge i en hest bare for at miste den i sidste fase. Målet er at gå hele vejen.”

Selektionen begynder længe før sadlen

Et centralt tema i debatten var, om fremtidens selektion i højere grad vil ske under rytter frem for gennem traditionelle kåringer og løsspringning.

Heinz Meyer svarede nuanceret. “Ja, jeg mener, at den vigtigste evaluering i sidste ende er under rytter. Det er dér, man virkelig ser rideligheden, mentaliteten og hvordan hesten fungerer sammen med rytteren.”

Men i et storskala-system kan selektionen ikke begynde så sent. “På Lewitz startede vi allerede som toårs. På den alder kan man selvfølgelig ikke ride dem endnu, så vi er afhængige af løsspringning. Det giver os mulighed for at se, hvad hesten gør naturligt, hvordan den bruger sin krop, dens teknik og reflekser.”

Daniel og Nicolas Boudrenghien forsvarede også kraftigt den tidlige evaluering. “For en avler er det afgørende at teste sine heste i løsspringning, for en hests liv starter ikke som syvårig. Man skal vide meget tidligere, hvad man har i stalden, og hvilken retning man vil tage med hver enkelt hest.”

Under løsspringning kan man observere en lang række ting: forsigtighed, intelligens på springet, kraft, mod, balance og kvaliteten af galoppen. “Og måske lige så vigtigt,” tilføjede de med et smil, “så er det det eneste i avlen, der stadig er gratis. Derefter koster alting penge. Så det er her, man skal træffe sine beslutninger.”

Sportsresultater er ikke den eneste sandhed

Påstanden om, at hopper uden dokumenterede sportsresultater ikke har nogen værdi i avlen, blev hurtigt affejet af Daniel Boudrenghien.

“Fake news,” sagde han kontant. “Det er simpelthen ikke rigtigt.”

Han pegede straks på avlens kompleksitet. “Der findes hopper, som har gået på højeste niveau i sporten, men som ikke er gode avlshopper. Og omvendt findes der hopper, som aldrig har været i sporten, men som er fremragende i avlen, fordi de har et naturligt talent. Det kan man se i løsspringningen.”

Nogle hopper viser exceptionel kvalitet, teknik, kraft og intelligens, men kommer aldrig til stævner – og det behøver ikke have noget med deres evner at gøre. Ejeren har måske ikke haft midlerne eller det mål. “Hvis en hoppe viser meget høj kvalitet i løsspringning, er det absolut ikke en fejl at avle på hende, selv om hun aldrig har konkurreret.”

Cheryl Broderick indtog en mere afbalanceret position. “Selvfølgelig er hopper, der har bevist sig i sporten, utroligt værdifulde i et avlsprogram. Både sportsligt og kommercielt håber man, at deres afkom følger i deres fodspor. Det sker ikke altid, men det giver et stærkt fundament.”

Samtidig bygger hendes program ikke kun på etablerede navne. “Vi avler også tidligt på lovende unge hopper. Når man ser dem som to- eller treårs i løsspringning, og de viser alt det, man leder efter – god teknik, god balance, moderne type – så prøver vi også at bruge dem tidligt.”

Men kvaliteten skal være der. “Bare fordi et hoppeføl er efter en god hoppe og en tophingst, betyder det ikke automatisk, at vi avler på hende. Hun skal stadig bevise sig i kvalitet.”

Syvhøjegårds Unforgetable S DWB og Jacob Theodor Schmidt ved Studbooks Trophy. Foto: Ridehesten.com

Hver mark er en drømmemark

Mod slutningen blev der spurgt, om store avlere har en strukturel fordel over mindre. Cheryl Broderick bragte diskussionen tilbage til noget mere universelt.

“Jeg tror, at for enhver avler er marken med føllene en drømmemark,” sagde hun. “Uanset om du er stor eller lille, har vi alle de samme drømme og ambitioner. Vi har alle arbejdet hårdt for at få det føl på jorden, for at lave den bedst mulige kombination, passe hoppen, få hende sikkert gennem drægtigheden og se føllet blive født sundt.”

Selvfølgelig giver flere antal flere chancer. “Det er bare virkeligheden. Men samtidig afhænger succes også af, hvad der sker bagefter. Mange gode heste falder mellem stolene. Det er afgørende, at de ender i det rigtige system, hos den rigtige rytter, i et program hvor de kan nå deres fulde potentiale.”

Til sidst vendte Broderick tilbage til essensen af avlerens arbejde: “Som avler er man nødt til at beslutte, hvad man avler for. Hvis du vil avle gode heste, så skal hoppen komme først. Du skal spørge dig selv: Hvad passer til denne hoppe?”

En populær hingst er ikke nødvendigvis den rigtige hingst. “Bare fordi en hingst er succesfuld, betyder det ikke, at han er det rigtige match til din hoppe.”

Og deri lå måske hele aftenens vigtigste konklusion: Fremtidens springavl handler ikke om mode, myter eller drømme alene. Den handler om at kende sine hopper, forstå sine hingste, læse sporten korrekt – og hele tiden stræbe efter, at næste generation bliver bedre end den forrige.