Gallashow i eventyrets tegn
Dansk Varmblods forrygende Gallashows i forbindelse med Hingstekåringen i Herning afvikles med et tema. I år bliver gallashowene helt eventyrlige
De to flotte gallashows afvikles under temaet: Eventyr i 2026. Foto: Ridehesten.com
De seneste mange år har de to populære gallashows Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, som i år afvikles fra den 4. – 8. marts, haft et gennemgående tema. Sådan er det også i år, hvor showudvalget er i fuld gang med planlægningen af Gallashow 2026 under temaet: Eventyr.
Der er ingen tvivl om, at de vil skabe noget eventyrligt for publikum, når de med lyd, lys og kostumer og ikke mindste HESTE tager os alle sammen med ind i eventyrets forunderlige verden.
Under gallashowet vil vi komme til at se hesten i samspil med ryttere i flere discipliner og udvalget har lagt et stort arbejde i at finde indslag og udenlandske artister, som vi ikke tidligere har set. For alle os der elsker heste, og nyder at opleve dem i forskellige sammenhænge bliver dette års gallashow en oplevelse af de helt særlige. Hesten tager os med på eventyr. Vi vil genopleve barndommens kendte eventyr – grine og juble over nutidige fortællinger, det hele bliver understøttet af musik og sang. Og så bliver det igen en kendt, professionel konferencier, som tager os alle med ind i eventyrets verden.
Det er Dansk Varmblods Showudvalg, som sammensætter de festlige gallashow, laver aftaler med artister, ryttere og hesteejere, samt syr og pusler med de mange flotte kostumer, man også kan nyde under de spektakulære shows. I udvalget sidder: Susanne Hvid, Søren Graversen, Lene Karmark, Janni Thermann og Louise Ringsbo.
Over de kommende måneder vil vi lave nyheder, fortælle historier og informere på Hingstekåringens hjemmeside: www.dvevent.dk og de tilknyttede Facebook- og Instagram-sider. Der bliver konkurrencer, hvor man bl.a. kan vinde billetter til Hingstekåringen. Vil man være sikker på at få plads i Boxen skal billetterne bestilles via hjemmesiden.
Køb billetter her: Dansk Varmblod - Online billetsalg
For 20 år siden var der også eventyr på programmet ved gallashowet i Herning. Foto: Ridehesten.com