Overlegen sejr til Carina og Hot Driver
I championatsfinalen på Blue Hors for 4-års heste sejrede landsholdsrytter Carina Cassøe Krüth med avlshingsten Svalegårds Hot Driver med to 10-taller
Vinder af 4-års championatet Carina Cassøe Krüth og Svalegårds Hot Driver. Foto: Ridehesten.com
Den kårede Dansk Varmblods-hingst Svalegårds Hot Driver e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Hotline opdrættet af Stutteri Svalegaard dansede fra konkurrenterne i finalen for 4-års heste på Blue Hors. Den samarbejdsvillige unghingst satte nærmest ikke en hov forkert, da han viste sine tre, taktrene grundgangarter for dommere og publikum, top professionelt og smukt redet af landsholdsrytter Carina Cassøe Krüth, som betegner hingsten som et gummidyr, der bare bruger hele kroppen.
- Han er 200% ridelig, han vil rigtig gerne, og det kan godt være, der er andre heste, som er mere flashy i deres bevægelsesmønster, men han går gennem hele kroppen, skubber godt af og så bevæger han sig økonomisk. Og det er vigtigt for vores sport, at vi får avlet heste som kan holde til at gå på den måde resten af livet, understregede Carina.
Carina Cassøe Krüth med championatsvinder Svalegårds Hot Driver (groom Selma Holbein) samt opdrættere Else Marie og Jens Chr. Krabbe. Foto: RIdehesten.com
De opnåede 9,5 for trav, 10 for skridt, 8,8 for galop, 10 for ridelighed og 9,5 for kapacitet. Berider Dennis Fisker var en del af dommerstaben i finalen, som desuden talte Helle Westh og Kurt Christensen. Om Svalegårds Hot Driver sagde Dennis på vegne af dommerne: Dejlig, energisk trav og fin regulerbar, vi har en utrolig god skridt med dejlig energi og god overtrædning – ikke noget at komme efter. En god galop hvor hesten arbejde fint med sin bagben, vi vil gerne have den tippet lidt mere op, men en fin regulerbar galop. Den er vist rigtig flot frem, der er ikke noget at komme efter et 10-tal, og så får den 9,5 i kapacitet.
Carina Cassøe Krüth og Svalegårds Hot Driver var sidste par på banen i holdet af 4-års heste, og det var en fornøjelse at se de mange velgående, velredede heste i finalen.
Se hele resultatet HER