Præmiehingsten Invictus Iwe
Ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i marts oplevede Iben Wendelboe det helt særlige, at hendes opdræt Invictus Iwe blev præmiehingst

Læs hele artiklen i magasinet Ridehestens juli nummer.
Opdrætter Iben Wendelboe Deleuran, betragter sig selv som en almindelig hobbyavler. Som udgangspunkt vil hun avle rideheste til sig selv. Udenfor byen Hammershøj mellem Viborg og Randers bor Iben Wendelboe Deleuran og Christian Lau Deleuran på en moderniseret landejendom med plads til en familie på fem og deres dyr, heriblandt et hestehold, der med børnenes ponyer tæller 18 styk.
Da Q kom i stalden
Da Iben studerede i København, havde hun sine heste stående hos Henrik og Jannie Groot. Og i den forbindelse tilred hun hoppen Petersborg’s Quickheart e. Quarterback/Calypso II, som de selv har avlet.
– Jeg var meget begejstret for Petersborg’s Quickheart, som var fantastisk at ride, og jeg havde aldrig set en hest galopere så godt i longe, fortæller Iben om hoppen, der efterfølgende indgik i avlen hos familien Groot. I 2019 blev hun kontaktet af Jannie Groot, som fortalte, at de var klar til at udlåne Q, som Petersborg’s Quickheart kaldes.
– Jeg slog straks til på den betingelse, at jeg fik forkøbsret på hende, fortæller Iben. Q havde fået rigtig gode afkom på Petersborg, heriblandt to B-heste i dressur, som har været medvirkende til hendes elitehoppestatus i dag.
Det første føl, Q fik med tilnavnet Iwe, var hoppen Jamaica Iwe efter Janeiro Platinum, som er kåret i RDH, og som Iben er i gang med at uddanne. Hoppens andet føl hos Iben var hingsteføllet Invictus Iwe efter Iron. – Invictus struttede lige fra starten og var yderst godt galoperende, husker Iben og fortsætter: – Jeg havde lagt foto og video af ham på Facebook, og da han var seks dage gammel, kom Esben Møller fra Helgstrand Dressage og købte ham på stedet. Den handel gav mig råd til at købe Q, fortæller Iben.
Den 4-årige præmiehingst Invictus Iwe, her fremvist af Alexander Helgstrand, solgte Iben som seks dage gammelt føl til Helgstrand Dressage. Foto: Ridehesten.com
En præmiehingst på CV’et
Igennem en kontakt hos Helgstrand Dressage fik Iben nogle opdateringer om Invictus. Han kom ikke til forbesigtigelse som 2-års og pådrog sig noget virus som 3-års, så han blev først fremstillet ved en ekstraordinær forbesigtigelse hos Helgstrand, hvor han blev udtaget til hingstekåringen i 2025. Da han kom til hingstekåring i Herning som 4-års, havde Iben ikke set ham siden, han var føl, og hun var derfor meget spændt.
– Jeg sad sammen med mine veninder, og vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne, da vi så hans gangarts kvaliteter, husker Iben. Hun følte sig overbevist om, at det ville gå godt, og da Invictus var igennem de første dages kåringsforløb og nåede frem til søndag, var det igen en stor oplevelse at høre, at han opnåede kåring og blev præmiehingst. Her blev alle avlerne inviteret til champagne og fotografering.
– Det er noget særligt at stå der blandt de dygtigste avlere, når man selv er en lille avler, der har lavet et hingsteføl på en lånt DS-hoppe, siger Iben med et smil.
Læs hele artiklen, skrevet af Thomas Bach Jensen, i magasinet Ridehestens juli nummer.
Vi har tidligere præsenteret Dansk Varmblods præmiehingste her på sitet og i magasinet Ridehesten læs også:
Præmiehingst til sydfynsk avler
Avler- og ridedrømme kan gå i opfyldelse
Præmiehingsten Invictus Iwe med (fra venstre) Bjarne Nielsen, Iben Wendelboe Deleuran, Andreas Helgstrand og Jan Pedersen. Foto: Ridehesten.com