Stor interesse for temaaften

Dansk Varmblods Springudvalg har i samarbejde med Absolute Horses arrangeret en temaaften om springheste – Christian Schou fortæller om det interessante event

 Andreas Schou. Foto: Ridehesten.com

I samarbejde med Absolute Horses ved Christian og Andreas Schou har Dansk Varmblods Springudvalg udarbejdet et interessant program for en temaaften, hvor træning af unge springheste samt debat og information skal udgøre et levende og relevant program, hvor paneldeltagere og publikum sammen kommer til at debattere forskellige, relevante emner med udgangspunkt i heste, som bliver vist under rytter. 

Christian Schou fortæller: - Vi vil vise nogle 5-, 6- og 7-års heste i daglig arbejde og i springtræning. På den måde kommer debatten til at tage udgangspunkt i hestene, for vi har valgt nogle forskellige typer heste, men heste, som vi tror på til den store sport.

Mens hestene bliver redet vil paneldeltagene debattere hestenes type, fordele og udfordringer. Christian siger: - Vi vil vise, hvordan man kan arbejde med deres forskellige udfordringer. Nogle heste løber, dem skal vi have ro på, mens andre er lidt langsomme i deres afvikling, dem skal vi have gjort hurtigere. Vi vil give forskellige gode råd til træningen af hestene, alt efter, hvad de har behov for.

På den måde vil Christian og Andreas blande teori og praktik, og forhåbentlig gøre det tydeligt for deltagerne i temaaftenen, hvad der er muligt, når man arbejder med springheste. Ved at tage udgangspunkt i flere heste på forskellige alderstrin, forventer Christian også, at debatten kan komme langt omkring. 

I panelet vil være: Andreas og Christian Schou og Bo K. Møller med Flemming Schultz som showmaster.

Springudvalget arbejder pt. på at lave et lignende arrangement på Sjælland den 24. oktober i Holte.

Praktisk information

Temaaftenen bliver tirsdag den 10. oktober 2023 kl. 19.00-21.30 hos Absolute Horses, Tågerupvej 32, 6560 Sommersted.

Aftenens arrangementssponsor er Højgård Hestehospital. Der er fri adgang og åbent for alle.

Folk, der ønsker at deltage, skal tilmelde sig ved at sende en mail til ap@varmblod.dk, med angivelse af navn og adresse, for der er max. plads til 500 deltagere efter først-til-mølle-princippet.

Læs mere om arrangementet i magasinet Ridehestens oktober nummer. 

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram