Avler følger materialprøven med spænding

Præmiehingsten Invictus Iwe går lige nu 35-dages test i Tørring. Hingstens opdrætter Iben Wendelboe Deleuran følger testen med spænding

 Det er Alexander Helgstrand, som rider Invictus Iwe, der her ses med sin opdrætter Iben Deleuran ved indsyningen til 35-dages test og i Herning, hvor hingsten blev præmiehingst. Foto: Ridehesten.com

Opdrætter Iben Wendelboe Deleuran, betragter sig selv som en almindelig hobbyavler. Hun og hendes mand og Christian Lau Deleuran  bor udenfor byen Hammershøj mellem Viborg og Randers på en moderniseret landejendom med plads til en familie på fem og deres dyr, heriblandt et hestehold, der med børnenes ponyer tæller 18 styk.

Ved Hingstekåringen i Herning i 2025 fulgte parret spændt den 4-årige hingst Invictus Iwe, som Iben selv har opdrættet. Invictus Iwe e. Iron er trukket på hoppen Petersborg’s Quickheart e. Quaterback. Da hingsteføllet var seks dage, kom Esben Møller fra Helgstrand Dressage og købet ham på stedet. Invictus Iwe har en lillesøster efter Blue Hors Baron, som Blue Hors har købt.

Invictus Iwe kom ikke til forbesigtigelse da han var 2 år, som planlagt. Han havde pådraget sig en virus, så han fik først adgang til hingstekåringen som 4-års. Han blev godkendt ved Hingstekåringen i 2025 og udnævnt til præmiehingst. Da han så skulle til sin 35-dages afprøvning i oktober/november sidste år, havde han pådraget sig en skade.

Heldigvis var han klar til at indsyne til den ekstraordinære 35-dages test den 6. januar, som er i fuld gang lige nu på Tørring Ridecenter, hvor der er midtvejsvurdering den 27. januar og afslutning den 9. februar.

 Iben, Christian og Esben Møller følger indsyningen af Invictus Iwe, redet af Alexander Helgstrand. Foto: Ridehesten.com

Det er kæmpestort

Iben og Christian fulgte spændt hingstens indsyning i Tørring, Iben fortæller: - Jeg havde ikke regnet med, at han overhovedet kom til kåring sidste år, indleder hun, og fortæller, hvordan hun nød at følge ham til kåringen i Herning i 2025. Og at han nu går 35-dages test, det er ”kæmpestort”, som hun siger.

- Jeg var helt vild ærgerlig over, han ikke kom til materialprøve i november. Jeg tænkte åh nej, for man ved jo godt, at de skal have aflagt den prøve. Men nu er han heldigvis klar, siger Iben i en pause under indsyningen i Tørring.

- Den helt store drøm kunne være, at han aflægger en mega god prøve, og så se ham senere ved UVM. Det vil være fantastisk. Han har tre rigtig gode gangarter, der er ikke noget, han har svært ved, men han er jo en stor hest, så han skal også lige blive færdig, erkender Iben. Hun glæder sig over, at hingsten har fået alle chancer undervejs.

- Det var ikke svært for mig at sælge til Helgstrand, for jeg vidste, at indeholder han det, vi troede, da han blev født, så vil han få de bedste muligheder for at vise det. Jeg har ikke forholdene til hingstehold. Vores heste går i løsdrift, så vi kastrerer normalt hingsteføllene tidligt, fortæller hun.

De seneste par år har hun ikke solgt føl, det var, som hun siger, som om markedet pludselig faldt sammen. – Jeg har ikke haft lyst til at sælge dem billigt, for vi har pladsen til at have dem gående. Jeg rider også selv, så kan jeg få dem tilredet. Er de rigtig gode, kan vi tjene lidt penge på dem, og ellers vil jeg jo også gerne have en god ridehest.

Parret har ikke mulighed for at følge Invictus Iwe ved den afsluttende prøve, men de har planlagt at følge testrytter prøven ved midtvejsvurderingen den 27. januar, hvor berider Allan Grøn skal teste hingstene til afprøvning.

Består Invictus Iwe sin afprøvning med over 800 points, genser vi ham til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning fra den 4. – 8. marts, hvor han så vil opnå endelig kåring.

 

Læs også: Præmiehingsten Invictus Iwe og Alle fire hingste indsynet til test

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram