Tre verdensmestre til Vilhelmsborg

Dansk Varmblod Rideklub inviterer til B-stævne i dressur i forbindelse med KRAFFT Eliteskue, med spændende ekvipager, cup’s, championater og mesterskaber

 Nanna Skodborg Merrald, Daniel Bachmann Andersen og Carina Cassøe Krüth kommer til start ved B-stævnet på Vilhelmsborg. Foto: RIdehesten.com

Det bliver nogle interessante dage på Vilhelmsborg, når Dansk Varmblod Rideklub inviterer til B-stævne i dressur fra den 28. – 31. august. Det bliver den hyggelige ridebane på gårdspladsen samt det imponerende østanlæg som danner rammen om stævnet. Der er sidste frist for tilmelding den 22. august. Arrangørerne har fået mange flotte ærespræmier, som supplerer doteringerne stævnet igennem.

Der er stor interesse for at ride med, især i den nye amatør cup, Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup, som bliver afviklet over to gange to dage, startende torsdag. Der er få pladser tilbage i Helgstand Dressage DWB Amateur Cup, efter det nu også er blevet muligt at ride en afdeling torsdag/fredag.

Læs mere her: Helgstrand Dressage bakker op om DWB Amateur Cup

 

Lørdag og søndag afvikles en afdeling af Bundgaard Byg Cup, det er den næstsidste kvalifikation inden finalen på Stutteri Ask/Blue Hors i midten af oktober. Den populære cup føres af Camilla Lærke Stubberup og DV-hoppen Francisca-D e. Franklin/Blue Hors Romanov opdrættet af Jørn Damm, samt VM-guldvinder Daniel Bachmann Andersen med St. Felice FRH e. Blue Hors St. Schufro. De har 25 point. Ingen af dem har i skrivende stund tilmeldt deres heste i Bundgaard Byg Cup. Det har Anne Jakobsen med DV-hesten Galaxy Højris e. Grand Galaxy Win/De Niro opdrættet af Betty Rasmussen. Parret ligger nu på en delt 3. plads med 20 point, og går det godt for dem på Vilhelmsborg, kan de overtage føringen i den samlede stilling i Bundgaard Byg Cup. Der er 29 startende i Bundgaard Byg Cup.

 

Der bliver også noget at opleve i lørdagens ECCO Grand Prix, hvor der bl.a. er to verdensmestre til start. Carina Cassøe Krüth debuterer DV-hesten Four Oaks Diaz by Zaber e. Sezuan/De Niro opdrættet af Zaber & Kronborg, og Daniel Bachmann Andersen skal ride Flash Gordon e. Fiderbach. Der er i skrivende stund 7 startende i ECCO Grand Prix og 9 startende i ECCO Intermediaire II fredag.

 

Den tredje verdensmester, vi kan opleve på Vilhelmsborg, er Nanna Skodborg Merrald. Hun kommer til start i PAVO og DRF’s championater på den populære avlshingst Blue Hors Viva Vegas e. Viva Gold. De to vandt championaterne for 4-års heste på Vilhelmsborg sidste år, og nu er de tilbage for at se, om de kan lave en double. Interessen kommer helt sikkert til at samle sig om parret, idet Blue Hors Viva Vegas var den mest brugte avlshingst i Dansk Varmblod i 2024 og han har flere afkom udtaget til KRAFFT Eliteskue samt i Elitefølauktionen. I 5-års klassen rider Nanna også DV-hesten Sevilla Pilekær DWB e. Vitalis/Apache opdrættet af Stutteri Pilekær.

Der er flere avlshingste til start over weekenden, bl.a. kan man i 7-års championatet opleve den populære Gørklintgårds Million e. Millennium/Sunny-Boy fra Jørgen Ravn – hingsten har flere afkom med til KRAFFT Eliteskue, og han rides nu af Betina Jæger.

Der bliver fuldt program til dressurstævnet, hvor der foruden ovennævnte også afvikles uofficielt DM for Beriderelever, Dressurens Venner Cup finale – der er seks hold til finalen i denne populære klubhold-turnering.

Man kan kombinere et besøg til ridestævnet med en oplevelse af Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue. Fredag er det de springbetonede hopper, som er til bedømmelse, lørdag er det føl og 2-års hopper, som er i ilden, lørdag aften er der avlermiddag. Læs mere her: Årets avlerfest på Vilhelmsborg

Og efter middagen er der Elitefølauktion præsenteret af Dansk Hesteforsikring med ca. 50 føl under hammeren.

Søndag er det tid for medaljeaspiranterne i dressur, som bliver redet i opvisningshallen. Søndag kan man også opleve en gratis clinic ved den regerende verdensmester og OL-sølvvinder Daniel Bachmann Andersen.

Efter sidste tilmelding den 22. august vil programmet kunne ses på Equipe, og efter kåringen i Dansk Varmblod Norge i weekenden, også for Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue.

 


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram